l36 lNDRE FORHOI.D I NORGE EFTER KAMPEN I HAFRSFJORD “ „Halvdan om Harald hørte For heltenes mægtige fyrste Haarfagres gjerninger haarde; gjorde sig færdig til glæde, men stridsmanden vil vel synes, da mord-volderne vaaged dette digt er svartligt. væde spydene i blod-“ Derpaa fortæller skaldmøen om forliget og siger, at der ikke findes „hæderfuldere forfremmelse, end den som de modige lands- styrere skjænkede skatyderne (ɔ: mændene) for den klartskuende Sindres lovkvad. YngVesI sorg blev slukket“. „l(rigeren kvad tilende - l(ampens over endte kraftig Haralds kvad. de ypperlige kongers strid. Fyrsten god len til Guttorm Til sverdting havde sig rede stelt gav for det fremførte lovkvad. begge doglingers’ skarer. Saaledes gled i de senere aar magten mere og mere ud af Haralds hænder, og han formaadde ikke at holde fred i landet. Haralds sidste politiske gjerning er et forbund med en udenlandsk fyrste. XXV. HARALD HAARPAGRB 0G UDLANDBT. HARALDS DØD arald, som havde grundlagt det nye Norgesvælde, kunde ikke blive ukjendt for udlandet. Ogsaa i den tid havde udlandets god- kjendelse noget at sige, og kongerne forhandlede og sluttede forbund ligesom nu. Vigtigst var forholdet til Sverige og Danmark. Efterat Sveakongen havde sluttet fred med Harald og anerkjendt Gautelven som Noregsvældets grænse i syd, havde Harald, saa synes det, under hele sit styre fred med svearne, baade under Eirik Emundsson og under dennes søn Bjørn, som skal have været konge i femti aar. Til Danmark var forholdet endda bedre, baade Harald og hans søn Eirik søgte jo sine hustruer dér. Men Harald kom ogsaa i forbindelse med fjernere magter. Hans vesterhavsfærd har sikkerlig gjort Opsigt paa de Britiske Øer og givet folk store forestil- linger om hans magt. Hans fremfærd mod vikingerne maatte gjøre ham til den engelske konges naturlige forbundsfælle. En af Haralds Z D. e. Yngveætlingen eller Harald Haarfagre. ’ Dogling, d. e. konge.
