lNDRE FORI-l0LD I NORGE EFTER KAMPEN I HAFRSFJORD 135 hjemveien fra et tog i Austerveg til Tunsberg og krævede af sin bror de skatter, som kong Harald havde paa Vestfold. Da Bjørn ikke vilde give ham dem, drog Eirik om natten med sine mænd ud til Sæheim, omringede huset og dræbte sin bror og mange med ham. Bjørn ligger i Farmandshaugen paa Sem; haugen vises endnu paa fladlandet omtrent 4O0 meter syd for Jarlsberg, henimod Tunsberg. Drabet paa Bjørn Farmand er rimeligvis blevet bødet. Hans unge søn Gudrød blev konge paa Vestfold efter ham under formynderskab af sin farbror 0lav. “Men drabet vakte harme rundt i landet og mest hos Haralds andre sønner, som kunde frygte for at lide sin brors skjæbne. Da Eirik Blodøks næste vinter vari gjestebud paa Selven indenfor Agdenes, kom hans halvbror Halvdan Svarte uforvarende over ham om natten. Eirik reddede dog livet og flygtede til kong Harald, som samlede en stor hær og drog til Trøndelagen for at tugte sin søn og trønderne. Halvdan Svarte udrustede ogsaa en flaade og laa ved Torshaug i Stadsbygden. Harald laa ude ved Reinssletten. Det saa ud til kamp mellem far og søn. Men i Halvdans følge var skalden Guttorm Sindre. Han havde før været kong Haralds mand og havde gjort et kvad om hver af kongerne. Disse havde budt ham løn derfor. Han vilde dog ikke tage imod det, men bad- om, at de skulde opfylde en bøn for ham, og det havde de lovet. Guttorm fór da med forligsord mellem kong Harald og hans søn, og mange gjæve mænd støttede ham. Men saa høit ærede kongerne Guttorm Sindre, at de paa hans bøn forligtes. Denne fortælling er ikke bare et vakkert sagn om fyrsters tro- skab mod sit givne ord. Den synes at eie historisk Sandhed. „Sendebit“ heder et digt af en ung, jomfrulig dilettant ved navn Jorun Skaldmøy. Digterinden fortæller først om, at Harald Haar- fagre kommer med sin hær og hjemsøger Trøndelagen med ild og sverd: „Fyrsten ofte røde fat-ved spyd i fælt folks blod. Bønderne udstod bragningensË vrede. Bygninger segnede i ilden.““ Halvdan Svarte hører om sin fars færd og stevner til kamp mod ham. - Digterinden søger paa en naivt ubehjælpelig maade at faa baade faderens og Sønnens tilnavne ind i verset. ’ Bragning, d. e. fyrste, konge. “
