132 lNDRE FORHOLD I NORGE EFTER l(AMPEN I HAFRSFJORD C c hevne sin far, nemlig Torv-Einar, jarl paa Orknøerne. Torv-Einar er en af de steileste og underligste skikkelser i denne tid. Styg som Egil Skallagrimsson og skald ligesom han. En vild viking og en stor kriger, men klog og dygtig ogsaa i fredens yrke, med skjøn baade paa jordbrug og paa penges værd. En række vers fortæller om hans faderhevn; de bærer tydelige præg af at være egte. Ialfald er de meget gamle og gir os et merkeligt indblik baade i hin tids seder og i dens følelsesliv. Halvdan Haaføta var efter Ragnvald jarls død seilet over til Orlcnøerne og havde fordrevet Torv-Einar fra øerne. Men om høsten kom Einar uventet tilbage. Halvdan flygtede over til den lille Rinansøy (nu North-Ronaldsay, den nordøstligste af Orknøerne). Om kvelden skal Einar have kvædet dette vers: „lkke fra Rolvs haand ser jeg ei heller fra Rollaugs f1yve spyd mod flenders skare: far min skal jeg hevne. Men i kveld, mens kamp vi vækker, ved kjedelstrømmen’ taus’ nu sidder til dette Tore jarl paa Møre. Om morgenen saa Einar, som havde skarpe øine, nogen røre sig ude paa Rinansøy. Han sendte folk didover; de fangede Halvdan, og jarlen lod ham dræbe. Sagaen siger, at Einar ristede blodørn paa hans ryg, paa den maade, at han stak sverdet ind i kroppen ved ryggen, skar alle ribben bort ned til lænderne og drog ud lungen der. I verset siger dog Einar bare, at han har hevnet sin far for sin fjerdedel, og beder sine mænd kaste sten op rundt den døde kongesøn (for at lægge ham i haug). Vel var Halvdan Haa- føta lyst utlæg. Men tiden krævede alligevel, at Harald Haarfagre skulde hevne sin søn. Harald samlede da en stor hær og seilede vest til 0rknøerne. Einar flygtede over til l(atanes. Harald vilde dog ikke vække krig. Her som ofte før viste han sin klogskab og sit politiske maadehold. Det kom til forlig mellem ham og Torv-Einar. Harald dømte jarlen og alle orknøingerne til sammen at bøde 6O mark guld. Men bønderne syntes, at denne bod var altfor stor. Einar tilbød da at udrede hele boden alene, Z D. e. ved øllet. ’ Efter dette vers var det kanske, at Tore jarl fik tilnavnet „den tause“.
