HARALD HAARFAGRES STATSSKll( 123 fra kongen og var dennes mand, medens herserne først og fremst følte sig som bøndernes førere. Alt fra Harald -Haarfagres tid kjender vi et par eksempler paa, at kongen gav sit ombud til lavættede mænd. Dette var dog en undtagelse. Som regel blev lendermændene taget af herseætterne, og ordene herse og lender- mænd kom praktisk til at betyde det samme. l førstningen af det ll. aarhundrede kom hersenavnet mere og mere ud af brug, og lendermandsnavnet blev det almindelige. Den forskjel var der dog altid mellem en lendermand og en herse, at lendermandens stand aldrig blev helt arvelig, om end sagaerne taler om „lendbaarne mænd“. I lovene siges det udtrykkelig, at en lendermands søn bare er i sin fars stand, saa længe som han selv er „i land- forventning“, d. e. har grundet haab om selv at faa land iveitsle. Hele denne udvikling fra herse til lendermand tilhører dog, som nævnt, tiden efter Harald Haarfagre, men har maattet nævnes her, da saga- erne alt for hans tid jevnlig blander begge udtryk sammen. Harald Haat-fat-es jarler og herser blev paa en maade de første spirer til et embedsverk i Norge. Men først og fremst opnaadde Harald gjennem sin nyordning at skabe en staaende hær, som rundt om i landet kunde staa til kongens tjeneste uafhængig af bøndernes opbud, og var grundlaget for hans magt. Sagaerne skildrer Harald Haarfagres styre som et „ovrike“, et voldsherredømme, som brød med gammel, hævdvunden skik og lagde uhørte tyngder paa bønderne. I „Heimskringla“ heder det: „l(ong Harald satte den ret overalt, hvor han vandt landet under sig, at han tilegnede sig al odel og lod bønderne yde ham landskylder, baade mægtige og ringe.“ Egils saga fortæller udførligere: „l(ong Harald tilegnede sig i hvert fylke al odel og alt land, dyrket og udyrket, ja endog sjøen og vandene, og alle bønder skulde være hans leilændinger. Ligesaa de, som ryddede i skogene, saltkarlene og alle veidemænd, baade paa sjø og land.“ l(jernen i disse for- tællinger er, at Harald Haarfagre tog odelen fra bønderne. „0del“ er en mands fulde eiendomsret til sin jord - i modsætning til „kjøbeland“. Men ordet indeslutter videre ættemedlemmernes ret til alene at arve jorden og deres ret til at indløse den, om den skulde blive solgt. 0delen blev de fribaarne bønders vigtigste rettighed, sindbilledet paa deres ret til uden at spørge konge eller høvding at sidde paa sin fra fædrene arvede gaard. Denne retskulde Harald Haarfagre have tiltaget sigl Han skulde med sverd i haand have gjort sig til den øverste herre over al jord i Norgel
