124 HARALD HAARFAGRES S’l“ATSSKII( En slig fremgangsmaade stemmer lidet med de tiders statsskik. William Erobreren kunde nok erklære sig for den øverste herre over al jord i England. Men det var i det ll. aarhundrede og under indflydelse af grundsætningen i lensvæsenet: „ingen jord uden herre“ (rtulle terre sans seignear). Paa Harald Haarfagres tid fandtes nok spirerne til lensvæsenet, men fuldt udviklet var dette endnu ikke i Vesteuropa, og i Norge vandt det egentlig aldrig indpas. At Harald virkelig skulde have inddraget alle bøndernes eiendomme, kan der endda mindre være tale om. Sligt findes der intet sidestykke til fra andre germanske erobringsriger. Desuden vandt jo Harald Haarfagre bare en del af sit rige med sverd. Mange fylker lik han ved frivillig overenskomst og underkastelse, og dér kunde han ialfald ikke tage al bøndernes jord. Desuden ved vi, at under Eirik Blodøks, som dog i alle maader søgte at opretholde Haralds ovrike, gjorde konge- magten ingen indskrænkning i bøndernes arveret; de havde frem- deles sin odel. Egil Skallagrimsson førte paa C1ulatinget proces med Berganund om arven efter deres svigerfar, Bjørn herse paa Aurland, og hævdede sin hustru tildømt halv arv, baade land og løsøre. Det, sagaskriverne paa Island har opfattet som at bønderne blev kong Haralds leilændinger, var i virkeligheden noget andet. Vi har et oplysende eksempel fra et andet germansk rige. Krønikerne for- tæller, at Karl den store efter opstanden i 783 fratog sakser og friser deres „ret til fædrenearv“, med andre ord deres odel, men Ludvig den fromme gav dem kort efter sin fars død denne ret tilbage. Dog ved vi med sikkerhed, at sakserne ikke mistede sin frihed eller sin fædrenejord; sandsynligvis er de blevet ilagt skatter. Skatter var fra først af ukjendt i de germanske samfund. I Romerriget fandtes der derimod i keisertiden et udviklet System af skatter og afgifter. De frankiske konger søgte saa godt de kunde, at overtage romernes skattevæsen. Det hændte undertiden, at de kongelige embedsmænd søgte at inddrive kopskat ogsaa af frankerne; men dette blev opfattet som et indgreb i deres personlige frihed, som uforeneligt med en fri mands værdighed Den, hvis navn var indført i skattebøgerne, blev ikke længer regnet for en fri mand, men for en stavnsbunden leilænding. Ogsaa i Norge vakte de nye skattepaalæg stor forbitrelse. Saa- ledes sendte kongen engang sin frænde Tororm til Aasgrim herse i Telemarken for at kræve skat. Men han vilde ikke give nogen skat; for han havde nylig i forveien sendt kongen en gautsk hest og meget Sølv og sagde, det skulde være gave, men ikke skat; for
