122 HARALD HAARFAGRES STA’l“SSl(ll( Harald Haarfagre skabte ikke hverken jarlernes eller hersernes stilling. jarl er et ældgammelt værdighedsnavn, oprindelig betyder det „krigerhøvding“. Længe før Haralds tid fandtes der jarler i Norge. Skattejarler fandtes ialfald i Ynglingekongernes rige. l(ongerne paa Agder og i Fjordene havde ligeledes jarler under sig. Hersenavnet er ogsaa ældgammelt; der er endog spor til det udenfor Norge; - ordet herse synes oprindelig at betyde „høvding over en hærafdeling“ og paa en eller anden maade at hænge sammen med „herred“, det distrikt, som herserne fra først af skal have styret over. Herserne var stammehøvdinger og førere for bønderne. I denne sin oprindelige stilling holdt de sig endnu i begyndelsen af ll. aarhundrede i Gudbrandsdalen Hersenavnet gik i arv i ætten, og det ser ud, som om flere medlemmer af samme æt kunde være herser. Saaledes var det bl. a. i Horda-l(aares mægtige æt i Hordaland og Rogaland. Det Harald Haarfagre gjorde, var at indsætte jarler og herser rundt om i landet. jarlerne blev ikke længer uafhængige eller halvt uafhængige fyrster, men stedfortrædere for overkongen og hans skatjarler. De skulde paa kongens vegne „dømme lov og landsret“, det vil sige føre opsyn med tingforhandlingerne og sørge for fred og orden i fylket og for at lovene blev opretholdt. Desuden skulde de sørge for, at skatter og sagøre blev indkrævet, bringe dem til kongen og aflægge ham regnskab derfor. „Skatfører“ er hos Øyvind Skalda- spiller kjenning for „jarl“. Endvidere var jarlerne førere for krigs- opbudet og skulde i kampen gaa i Spidsen for fylkets mænd. I løn lik jarlerne en tredjedel af alle skatter og afgifter. Desuden lik de land i veitsle af kongen, men til gjengjæld skulde de underholde 60 væbnede mænd til tjeneste for kongen. Jarlerne havde fyrstelig værdighed (tign) og ret til ligesom kongen at omgive sig med et følge af haandgangne mænd. Men bare i Haaløygjarlernes og Møre- jarlernes æt blev jarlenavnet arveligt Ellers indførte Harald Haarfagre den skik, at jarlerne kunde afsættes og forllyttes. Herserne blev ved Haralds nyordning jarlernes undergivne, ligesom de før havde været fylkeskongernes. De havde kongens ombud hver i sin bygd; ikrig var de bøndernes selvskrevne førere. Desuden skulde de stille tyve væbnede mænd til kongens tjeneste; til gjengjæld lik de „tyve marks veitsle“ (d. e. jord, som aarlig indbragte tyve mark). I senere tider forsvandt herse-navnet og alløstes af lendermand d. e. en mand, som kongen har udstyret med land, en „landherre“. Hersenavnet var arveligt. Sit ombud og sin jord kunde derimod kongen give til hvem han vilde. Lendermanden havde bare sin magt
