120 HARA1.1) HAARFAcREs STATSs1(11( krævede det. Meget af det, som regnes mellem Haralds nyordninger, fandtes alt i vestfoldkongernes rige, fremforalt skatter, skattejarler og toldpaalæg. Harald gik heller ikke frem paa samme vis overalt i sit rige. Paa Oplandene blev forholdene mest, som de havde været før, ligesaa kanske nordenfjelds Paa Vestlandet, hvor mod- standen var sterkest, gik Harald haardest frem. Men islændingerne, som mest var udvandret fra Vestlandsfylkerne, vidste ikke stort om forholdene andetsteds i landet. Derfor blir deres skildring af Harald Haarfagres voldsherredømme (hans „ovrike“) paa mange maader skjæv og misvisende. . Det Harald først og fremst trængte, var en hær, som kunde holde hans magt oppe og kue opstand, en flaade, som kunde verne landet mod fiendtlige indfaId, og indtægter til at lønne hæren og holde flaaden istand. Ud fra dette forklares hele Harald Haarfagres „lands- ret“. Den første følge af Haralds samling var, at indbyggerne af de forskjellige fylker efter Norges samling til én stat blev regnet for landsmænd; strandhug og feide blev forbudt indenlands, en lov, som bl. a. Ragnvald Mørejarls søn Ganger-Rolv skal have forbrudt sig mod, og som naturligvis aldrig kunde gjennemføres i sin fulde udstrækning. Med erobringen fulgte videre, at indbyggerne i de nyvundne landsdele maatte aflægge lydighedsed til kong Harald. De, som ikke vilde, blev regnet for hans uvenner; de maatte rømme fra landet, og deres gods blev inddraget. Harald „ryddede riget for sig“, som sagaerne siger. Paa denne maade kom en mængde eiendomme rundt om i landet under kronen. Kongen blev den største jordegodseier i landet. En del af sin jord beholdt kongen selv og styrede gjennem sine aarmænd. Det meste overdrog han dog paa visse vilkaar til sine mænd, særlig til stormændene. Tidens økonomiske vilkaar gjorde, at naar kongen skulde lønne sine mænd, maatte han gjøre det enten ved at lade dem spise sit brød og give dem tilfældige gaver (slig som hirden underholdtes) eller ved at give dem jord. Denne lik de ikke til fuld eiendom, men til brug mod visse forpligtelser og ydelser, som de skulde give kongen, „i veitsle“ som det kaldtes. De, som fik jord i veitsle, var vel delvis, ligesom i senere tider, hirdmændene, men først og fremst- var det herserne og jarlerne og i det hele medlemmerne af de gamle høvdingætter, som kongen paa denne vis opnaadde at knytte til sig. Det heder, at Harald Haarfagre lagde nøie merke til stormændene og gav dem valget mellem at blive hans tjenestemænd eller fare bort fra landet eller ogsaa lide haard medfart, ja endog miste livet.
