118 DIGTNlNG 0G SKALDEKUNST Harald Haarfagres tid døde skaldedigtningen lidt efter lidt ud i Norge. Den sidste store norske skald er Øyvind Skaldaspiller. Mange af de vestlandske stormandsæ1ter, som havde dyrket skalde- kunsten, udvandrede til lsland, som nu blev digtningens hjem. Her levede (900-983) den største og mest særprægede mellem skaldene, Egil, søn af landnaamsmanden Skallagrim fra Fjordene. Et steilt og trodsigt lynne, med stænk af berserkens utøilede vildhed og af tidens griskhed og gjerrighed indenfor det stygge, kantede hoved med de huskede øienbryn, de svarte øine og det ulvgraa haar, en egte viking, rastløs og omflakkende, uudslukkelig i sit had, og dog en mand med evne til som ingen anden at føle sorg og glæde, de svages og undertryktes forsvarer. For ham er skaldskab ikke bare en idræt, men en udløsning af Sjælens dybeste følelser, somi „Sønnetabet“§, Egils mindekvad over sin døde søn. Men skaldskab er ogsaa en ordenes kunst. Stoltere har ingen skald seet paa sit verk end Egil i slutningen af kvadet til Arinbjørn herse: „Aarvaagen var jeg, bar ord sammen med maaltjenerens (tungens) morgenverk; jeg har bygget en lovstak, som længe skal staa ubrudt i digtningens tun.“ Paa Island levede (omkr. 930-970) l(ormak, skaldedigtnin- gens Catul. Med sit mørke haar, som var krøllet fremme i panden, med sine svarte øine og sin blege lød som ved sit irske navn, sine sterke lidenskaber og sit flængende vid minder han mere om de varmblodige kelter end om de kolde nordboer. Han er en dygtig lovskald; men navnkundig er han især for sin ulykkelige kjærlighed til den fagre Steingerd Torkelsdatter. Digtene om hende fylder l(ormarks saga og gjør den til et enestaaende verk i norrøn digtning De er skjelmske og vittige og fulde af malende billeder fra daglig- livet. Vi ser Steingerds bjarte øine, som brandt paa skalden fra den anden side af vedstabelen, vi ser hendes herlige skabning og hendes ankler, som digteren lik øie paa nede ved terskelen; vi hører skalden værdsætte hendes ene øie til tre hundreder og det haar, som hun reder, til fem hundreder og hende selv lige med lsland, Hunaland og Danmark eller med Englands jord og irernes grund. Vi faar billeder af skalden, som rider efter de rødbrune sauer oppe paa heiene, og haanlige vers om den rødøiede træl Narve, som vover at spørge l(ormak, hvad han synes om kjedelormer, „den sodede tølper, ridderen af den skidne uldfeld, han som gjødsler engene“, som skalden kalder ham. Men som en understrøm gjennem hele l(ormaks digtning gaar en varm og dyb kjærlighed til den kvinde, som aldrig skulde blive hans: „l=ør skal hede heller flyde fort som
