-D1GTNING OG SKALDEKUNST 117 „strengens springende sild“ (pilene) for at faa „Sjøens løbende piler“ (sildene). Skaldesproget faar, som man har sagt. det samme bar- barisk opløste præg, som folkevandringstidens billedkunst, som sønderdeler l-igurernes lemmer for bedre at fylde fladen; den har mistet den organiske sammenhæng med det virkelige liv. Skaldekunsten er vokset frem paa Vestlandet og Sørlandet i det 9. aarhundrede. Den har sin rod i forudgaaende tiders digtning; men den er opstaat under indflydelse af den lyst til gaader og om- skrivninger, som var mode i Vesterlandene, og især er den paa- virket fra Irland, hvor barderne alt længe havde prydet lovkvadenes kunstige fletverk af bogstavrim og stavelserim med kjenninger af samme slags som dem skaldene bruger. Den ældste skald, vi kjender, er Brage den gamle, som skal have levet paa Rogaland i første halvdel af 9. aarhundrede. Men om han virkelig har digtet de kvad, som tillægges ham, er høist usikkert. Paa Agder levede den lærde Tjodolv fra Kvine (Kvinesdal), som i „Ynglingatal“ kvædede om Yngves æt og i „Høstlang“ gav malende billeder fra gudernes liv. Først under Harald Haarfagre optræder skaldene som en fast institution ved hirden. Kjærlighed til kunst og digtning var en arVelod i Ynglingeætten; vi finder den ogsaa hos Haralds frænde Ragnvald den hæderhøie, og den gik i arv til Haralds sønner og efterkommere. Skaldene var under Harald Haarfagre kongens nær- meste raadgivere. De blev sendt paa vanskelige sendefærder, op- fostrede kongens sønner og lik endog - som Guttorm Sindre - sluttet fred mellem far og søn; de havde i det hele den samme ærefulde stilling som barderne i Irland. I Torbjørn Hornkloves „Haraldskvæde“ kaldes skaldene „kongens nære venner“, og digteren skildrer i levende farver, hvordan de gaar klædt i prægtige klæder med sølvomvundne sverd, billedprydede hjelme og gyldne armrin- ger, som de har faat af kong Harald. Egils saga siger: „Af alle sine hirdmænd ærede kong Harald skaldene mest. De havde sin plads i det andet høisæde (ligeoverfor kongen). Inderst sad Audun Illskelda. Han var den ældste af dem og havde været skald hos Halvdan Svarte, kong Haralds far. Dernæst sad Torbjørn Horn- klove og efter ham Ølve Hnufa.“ Harald Haarfagres maal var, ligesom Karl den store og Alfred den store, at gjøre sin hird til et aandeligt midtpunkt for hele folket og at samle de bedste mænd i tiden om sig. Og hans virksomhed satte frugt, bl. a. i Torbjørn Hornkloves digtning, som er baaret oppe af begeistringen over den unge heltekonge og af glæde over Seieren i Hafrsfjord. Efter
