1I6 DIGTNlNG OG SKALDEKUNST Den synger til fyrsternes pris, om deres kampe og navnkundige forfædre, om billeder paa skjolde og salvægge, om alt som kræ- ver kundskab og viden og ikke bare digterisk inspiration. Den har gjerne bredere linjer end Eddakvadene og jevnsides med de vanlige bogstavrim løber et kunstigt lletverk af rimede stavelser, som gav digtet, naar det blev fremsagt af skalden, en malmfuld klang og et indtryk af tung pragt, som de gamle elskede. Men først og fremst virker den ved sine digteriske omskrivninger, sine „kjenninger“. Al digtning bruger billeder og omskrivninger, som naar sverdet kaldes kampens Iyn eller havet svanernes vei. Ogsaa Eddakvadene eier kjenninger, men de er malende og øger bare bi“lledets kraft, som naar det heder i „Reginsmaal“: „l-lvem rider der Rævils hester, høie bølger, brusende hav? Seilhestene er stænket med sved, vovens hingster mod vinden ei magter.“ I skaldedigt- ningen blir kjenningerne derimod ikke bare til kunst, men til kunstfærdighed. Skaldskab blir en idræt, som kræver kundskab og uddannelse, og ikke kan øves af hvemsomhelst. Skal et kvad blive et virkeligt kunstverk. maa skalden arbeide længe og lile paa det („I-Iøstlang“ er navn paa et af de ældste og navnkundigste digte); ellers blir det bare en leg med ord uden indhold. En virke- lig digter forstaar dog at forlene kjenningerne med en eiendomme- lig poesi, som vor tid har vanskelig ved at fatte, og netop gjennem dem at skabe malende billeder. Som naar det i „Ynglingatal“ om Fjolner, som druknede i mjødkarret, heder, at „hornenes vindløse vove“ overvældede fyrsten, eller naar Egil Skallagrimsson, som har faat sit hoved tilbage af kong Eirik iJorvik, siger: „Ei hamfager holderne tyktes min skaldeløn i skates (kongens) hus, da jeg den ulvgraa for Yggs mjød (kvadet) hattens fylder (hovedet) af fyrsten fik.“ Skaldene har ved sine kjenninger villet rykke sindene bort fra dagliglivet, idet de ikke nævner tingene med deres rette navn, men bruger billeder hentet fra guders og fortidsheltes liv; som naar de kalder digtningen for „Suttungs mjød“, guldet for „Fyrisvoldenes sæd“ eller skjoldet for „bladet under (jetten) Hrungnes fødder“. Men som oftest er kjenningerne ganske ufri, og det ene billede slaar det andet ihjel, som naar jetterne kaldes „Gandviks skotlændere“ (C1andvik [l-lvidehavet] var troldenes hjem, og skotlænder brugtes vanlig for „mand“). Ofte kløves ordene og byttes med andre, som bare ligner i lyd, og det hele blir som at gjette gaader og rebuser. Selv hos de bedste skalde blir (digtningen ofte bare en leg med ord, som naar Øivind Skaldaspiller siger, at han maatte sælge
