DIGTNING OG SKALDEKUNST 115 Denne digtform gjør, at billederne blir sammentrængte, udtrykkene rammende, handlingen springende og dramatisk, ofte med en vid- underlig evne til i faa ord at præge en skikkelse og en karakter. Eddakvadene er navnløse. Vi ved ikke, hvem har digtet dem eller naar de er blevet til. Vi kjender dem fra islandske afskrifter (den saakaldte „Sæmunds Edda“). Men vi kan se, at kun faa af dem er blevet til paa Island. Nogle er digtet i nybygderne vesterpaa („RigsÞula“ for eksempel). Et enkelt, „Atlemaal det grønlandske“ (hvor bjørnen tænkes som isbjørn), er blevet til paa det fjerne Grønland. Men de fleste er digtet i Norge, mest paa Vestlandet og i Haalogaland. De ældste synes at være fra sent i det 4. aar- hundrede, de fleste er fra det følgende aarhundrede, og nogle er endda yngre. De handler om guder og fortidshelte. En del grunder sig paa ældgamle hjemlige digte og myter; andre har som sit forbillede havt nu tabte oldengelske eller danske heltekvad. Nogle har inden- for den mvtiske ramme et halvt historisk præg: „Hyndluljóð“, sangen om jettekvinden Hyndla, som Frøyja spørger til raads for sin yndling, den unge Ottar, er et digt om en vikingehøvding Ottar og hans forfædre i l-lordaland og Rogaland. „Rigsþula“, som for- tæller om guden Rig eller Heimdal, som vandrer gjennem menne- skenes bygder og blir stamfar til træl, bonde og høvding, er digtet om en æt, som fra jarl stiger til kongelig værdighed, sandsynligvis Ynglingernes æt. „Skirnismál“, kvadet om Frøys elskov til den fagre jettedatter Gerd, er kanske digtet for at fremsiges ved det store høstblot til Frøys ære, hvor unge mænd og kvinder var tilstede og drak hverandre til to og to, eftersom parrene ved lodtrækning førtes sammen. I l-lávamál („den høieS taler“) gir den gamle „thul“ (forkynder af religiøse lærdomme) leveregler og visdomsord. Nogle kvad er bare lærde opramsninger, andre opruller i mægtige billeder verdens tilblivelse og endeIigt eller fortæller heltenes liv, deres kamp og død og gir os uforglemmelige indblik i menneskenes sjæl, deres elskov og had. Denne digtning er en frugt af vikingetiden, blomstret frem under nordmænds møde med fremmede folk, med franker, irer og angelsakser. Den er, som vi nu kjender den, bare norrøn (norsk-islandsk). Men ogsaa dansker, og rimeligvis svensker, synes i vikingetiden at have havt en lignende heltedigtning, - at de har havt digtninger som „l-laavamaal““ eller „Vøluspaa“ er der ingen spor til. Norrøn alene er derimod skaldedigtnirtgen. Den eier ikke edda- digtningenS folkelige præg; den er i hele sit væsen en kunstdigtning.
