1I4 LIVET VED H-ARALD HAARFAGRES HIRD hund. For Andad er et jettenavn; saa kaldtes modkongen i „kong Itreks tavl“. Den moro, Andad og hans følge bragte til Haralds hus, var sikkerlig ikke den fineste. Skalden ser ogsaa med foragt paa disse folk, „som fortjener spark“. Men ved enhver kongsgaard i Vesteuropa var det ligedan. Selv langt ned i middelalderen holdt enhver fyrste sine narrer, spillemænd og gjøglere. Sproget viser, at Harald Haarfagre har optaget disse underhold- ningsskikke fra Vesterlandene. Gjøglerne kaldes i Hornkloves digt med det angelsaksiske fra irsk laante ord truðr. Ordet leikari („spille- mand“) er ligeledes dannet under vesterlandsk paavirkning. De, som kastede glans over Haralds hird, var dog først og fremst skaldene.
XXII. DIGTNING OG SKALDEKUNST ra ældgammel tid har de nordiske folk havt digtere, som i kongehallen kvad om fædrenes stordaad og gudernes liv. Ordet .„skald“ har været kjendt ogsaa af dansker og svensker. Denne ældste nordiske digtning eiede korte, faste linjer, Som var bundet sammen med tunge bogstavrim. Den har havt Bjarkemaals takt- faste tale: „Vaagn ei til vin, eller til vivs tale, heller til I-Iilds haarde leg“, og været lig det vers om Theodorik den store, som vi finder paa den gamle svenske runesten fra Rök i Ostergötland: „Fordum red Tjodrik den ji-ygtløse, Sjøkjæmpers styrer, ved Reid- havets strand; sidder paa gotiske ganger nu rustet med Skjold over aksel mæringerS ædling.“ Det er denne ældste digtform, som vi finder igjen i Eddakvadene, hvoraf dog intet er ældre end fra mid- ten af 9. aarhundrede. Ogsaa hirdskaldene bruger den undertiden: Torbjørn Hornklove i sit kvad om Harald Haarfagre og Øyvind Ska1daspiller i sit mindedigt om Haakon den gode. Den faar farve ved de knappe strofer (to gange fire korte linjer’eller senere ogsaa to gange tre linjer, hvor tredje og sjette linje selv har bogstavrimI). I P. eks. i HaavamaaI: Hjorderne ved men uklog mand naar hjem de skal aldrig ved og gaar da af græs; at passe sin maves maal.
