LIVET VED HARALD HAARFAGRES HIRD 113 raseri, som fordoblede deres styrke og gjorde dem ufølsomme for legemlig smerte. Men samtidig døvede berserkergangen al menne- skelig fornuft og gjorde dem, som blev grebet deraf, lig vilde dyr. Deres ansigt svulmede op og skiftede farve; de var snart blege, snart blaa, og haaret reiste sig paa deres hoved. De for frem som vilde dyr, hylte og bed i randen af sine skjolde. Berserkergangen har været en slags ner- vøse anfald, som greb vikingetidens kjæmper, fordi de gik fra kamp til kamp; alkoholforgiftning har vel ogsaa virket med. Alt romerne kjendte til lignende anfald hos de vilde germaner. Paa denne maade forklares ogsaa amok hos malaierne. Berserkerne udgjorde en Spmebrîkke særskilt afdeling af Haralds krigere og Kriger som uden -Y1ɔc11Y11Ø-A1111 kjæmpede ombord paa kongens eget skib. s1(j01(1eî (bC1xC1-1(?). 1 sic , Hca - . . W 1e Den del af sk1bet, som var mellem stav- 8å’’“CÞ“ËËC Y“ HCË’V’“ erne. Omkr. Ilm. marken. Un v. “’Ö’“’K“s’’“’’’’- nen og øserummet, kaldtes rausn; der 8P111ɔ1111111ɔɔ11111-I-ɔ11“1011- skal de have havt sin plads. „Berserker brølte, ulvhedner hylte og spydene rystede,“ siger Hornklove i sit digt om Hafrsfjord- kampen. Harald Haarfagre er den eneste norske konge, somvi ved har havt berserker. De forsvandt med den voksende kultur. Naar mændene om kvelden sad bænket i hallen, sørgede spille- mænd og gjøglere (leikere og truder) for underholdningen. Nogle blaaste paa lur og horn eller spillede paa harpe. Harpen begyndte ved denne tid at blive kjendt i Norderlandene. Gjøglere gjorde kun- ster med sin øreløse hund eller hoppede over langilden med brændende spaaner i beltet. Andad er den første hofnar, vi kjender i Norge. Han har vist efter narrenes skik havt et lattervækkende ydre og seet ligesaa rar ud som sin Bi1i1111uɔcum L ɔ Leg og dans. Efter tegning l gi k k haandskrift B - Norges Historie l. 2.
