l07 XXI. HARALD HAARFAGRE, HANS LYNNE 0G FREMTRÆDEN, LIVET VED HANS HIRD aa mindre end femten aar skal Harald Haarfagre have samlet Norges rige. Naar dette kunde gjøres i saa kort et tidsrum, saa var det naturligvis først og fremst, fordi Samlingen paa mange maader var forberedt, og fordi mange høvdinger rundt om i landet forlod fylkeskongerne og med glæde sluttede sig til Harald. En stor del i seieren havde naturligvis ogsaa Haralds hær, som bestod af gamle, kampøvede mænd, der sandsynligvis har udgjort et fast organiSeret vikingesamfund i lighed med Halvsrekkerne eller joms- vikingerne. Saa maa vi heller ikke glemme Haralds flaade, som tydeligvis har bestaat af større og bedre rustede skibe end dem, hans modstandere raadede over, virkelige krigsskibe efter den tids forhold. Og saa kom dertil, at Harald Haarfagre var lykke- barnet, hvem seieren altid fulgte, hans store evner som kriger og statsmand og hans kongelige ydre og glimrende fremtræden, hans evne til at gjøre sig frygtet af sine uvenner og elsket af sine venner og til at vælge de bedste til sine mænd. Det var tidens sed, at Harald for haardt frem, da han „ryddede riget for sig“-. Karl den store havde faret værre frem mod sine uvenner. Selv i Egils saga, som er gjennemsyret af uvilje mod Harald Haarfagre og hans æt, er der et gjenskin af den glans, som stod om Haralds navn. Harald havde sendt bud til l(veldulv i Fjordene, om at l(veldulv eller en af hans sønner skulde blive kongens mand. l(veldulv vil ikke; „jeg tror,“ siger han til sin søn Torolv, „at vi vil faa ulykke af denne konge.“ Men Torolv sagde: „Da gaar det en anden vei, end hvad min hug tilsiger mig. For jeg tror, at jeg af ham skal faa den største forfremmelse, og det er min faste vilje at drage til kongen og blive hans mand; for jeg har spurt for sandt, at hans hird tæller bare ypperlige mænd. Det synes mig meget at ønske at komme i deres følge, om de vil tage imod mig. De under- holdes ogsaa meget bedre end andre mænd i dette land. Saa er mig sagt om kongen, at han er den gavmildeste mod sine mænd og ikke mindre villig til at give dem fremgang og magt, som synes ham skikket dertil. Men den vei gaar det, hører jeg, med alle dem, som vil sætte sig op mod ham og ikke slutte sig til ham med venskab. at de slet ikke blir til noget. Nogen rømmer fra landet, andre blir hans leilændinger.“
