Side:Norges historie fremstillet for det norske folk I-2.djvu/115

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

106 KAMPE UDENFOR NORGES GR‘ZENSER fulgt af sine bedste mænd, som Ragnvald jarl og dennes bror og sønner. Toget gik ifølge sagaerne og „Glymdraapa“ til vestkysten af Skotland, hvor han gjorde landgang; siden herjede han paa Suder- øerne og kanske paa Man. Den vigtigste følge af Haralds tog Var, at han lagde Orknøerne og Hjaltland under sig. Ligesom han havde gjort ved landsenden i syd, saaledes satte han ogsaa her en landevernsmand, som skulde holde vagt mod vikingerne. Ragnvald Mørejarls Søn Ivar (som var opkaldt efter Ivar oplændingejarl) var faldt paa Suderøerne. Harald gav derfor 0rknøerne og Hjaltland i sønnebod til Ragnvald jarl; men Ragnvald vilde ikke have øerne og gav dem til sin bror Sigurd, som var kongens stavnbo. Sigurd Jarl var en stor krigerZ. Sagaerne fortæller, at han vandt Caithness og Sutherland og udstrakte sit vælde helt syd til „Ekkjalsbakke“ (elven 0ikel). Han havde engang dræbt en skotsk høvding ved navn Mælbrigda Tand (tilnavnet kom af en svær hug- tand, som stak ud af munden paa ham). Efter kampen red Sigurd hjemover og Mælbrigdas afhuggede hoved hang ved sadelen. Men tanden stødte mod jarlens leg; der kom verk i saaret, og han døde deraf. Efter Sigurds død raadede hans søn Guttorm et aar for øerne; da han døde, faldt øerne tilbage til Ragnvald Mørejarl. Denne sendte da sin søn Hallad VcSterpaa; men han kunde ikke holde sig mod de danske og norske vikinger,- som havde sat sig fast paa øerne, og veltede sig, fortæller sagaerne, ud af jarle- dømmet, tog hauldsret og vendte hjem til Norge. Siden sendte Ragnvald sin frillesøn Einar til øerne og gav ham jarls navn. Einar fordrev vikingerne og dræbte deres høvedsmænd, ’l’ræskjeg og Skurven, som de kaldes i en gammel visestub. Fra Einar nedstammede, først paa mandssiden og siden paa spindesiden, de mægtige orknøjarler, som har grebet saa dybt ind baade i Norges og i Skotlands historie. Einar blev en stor høvding. Han er kjendt under navnet Torv-Einar, fordi han lærte folk paa de træbare øer at skjære torv til brændsel. Han døde henved 9lO. Efter ham blev hans søn ’l’orl-in Hausakljuv jarl (død omkr. 963); han var ogsaa en stor kriger og en mægtig høvding. I Haralds vesterhavsfærd sættes vanlig til faa aar efter kampen i l-Iafrsfjord. Kanske den dog snarere maa sættes henved ti aar senere; for skotske aarbøger nævner i 890-aarene store indfald af nordmænd i Skotland, og disse er vel foregaat under ledelse af Sigurd jarl.