I04 ORKNØERNE 0G I-IJALTl‘AND FINDES 0G BYGGES Men lidt efter lidt kom der flere og flere nordmænd over til øerne -- i vikingetiden nok ogsaa endel dansker. Og sprog og folk blev tilslut fuldstændig norsk. De norske indvandrere gav navn til øer, holmer og skjær, til indsjøer, fjelde og gaarde. Nordmænd er det, som har navnefæstet alle 0rknøerne og Hjaltlandsøerne, und- tagen selve navnene Orkneyjar og I-Ijaltland, for de er ældre; de har givet dem navne som Vestrey og Suðrey, Kalfey og Sviney, Hjalpandisey (Shapinsey, som den ø, som hjælper sjøfarerne ind til Kirkwall), Eyin helga (nu Enhallow, den hellige ø), Papey (paper- nes ø) og Þjófaholmr, hvor tyvene blev hængt. f Endnu for hundrede aar siden blev norrønt maal („norn“) talt paa Shetland, og baade der og paa 0rknøerne er bøndernes engelsk iblandet med en mængde gamle norske ord. Endnu heder eid „aith“, en øre „ayre“, en os „oyse“, et nes „ness“, et skjær „skerry“ og en liden ø, som ligger ved siden af en større, kaldes „kalv“ (ligesom vi har Malmøkalven i l(ristianiafjorden, har vi paa 0rknøer11e Eday-calf o. s. v.). XX. KAMPE UDENFOR NORGES GRÆNSER fter sine kampe med kong Gandalv iAlvheim var Harald Haarfagre blevet nabo til sveakongen. Eirik EmundsSon raadede paa den tid i Sverige. Efter Gandalvs fald lagde han, fortæller sagaerne, landet mellem Gautelven og Glommen under sig og satte en jarl derover. Det var jo vigtigt for Sverige at komme ud til havet i vest. Følgen var, at det blev krig mellem Norge og Sverige. - Sandsynligvis var dette før kampen i Hafrsfjord. + Harald skal have gjort et tog op gjennem Romerike og Eidskogen og ind i sin æts gamle land Verm- land, som han lagde under sig. „Glymdraapa“ kjender dog bare kampe ved Gautelven. Harald drog, kan vi se, med sin flaade op i Gautelven og bandt skibene, „den olme lindehjort““, som skalden kalder dem, til pæler udenfor landet. Striden blev haard. „Den mægtige tjodkonges skare lod de svartskyggede sverd bide strids- mændene. Den ru røst fra de svungne økser blev sterk, spydene kIirrede, da gauternes hende vandt seier. Høit lød klangen fra kampspyd, som blev skudt ud over de hugfyldte haulders nakker.“ Enden blev, siger skalden, at „krigeren (d. e. Harald) lagde land og
