EUROPA, SÆRLlG VESTEUROPA, I DET 9. AARI-IUNDREDE 3 sydlige Britannien, var mange briter flygtet over til Gallien og havde sat bo paa halvøen Armorica, som efter dem fik navnet Bretagne, hvor deres sprog endnu tales. I Irland bodde en anden gren af den keltiske folkeæt, den gæliSke. Samfundsforhold og kultur var temmelig lige overalt, hvor kel- terne bodde: fædrift var folkets hovednæringsvei, mens agerbrug spillede en forholdsvis liden rolle, især i Irland. l(elterne var ved aar 800 endda ikke rigtig kommet ud over nomadefolkenes liv. Derfor var ogsaa deres samfund meget svagere og løsere bygget end germanernes, og de magtede ikke at grunde sterke, modstandsdygtige stater, men maatte overalt vige for germanerne. Det eneste bin- dende i kelternes samfund var stammen eller klanen, hvis medlem- mer alle var knyttet sammen ved blodets baand, og hvor hver mand havde sin faste plads fra hyrden og op til høvdingen. En mand uden stamme stod udenfor lov og ret; først i niende led blev efter- kommere af fremmede i Wales regnet for egte kymrer. Der var stadig strid mellem stammerne, naar den ene Stamme8 kvæg græssede paa den andens omraade Det sterkeste keltiske rige var Alba eller Skotland, som vikingetogene samlede til ett rige. Efter et herjetog af vikingerne i 839 drog Kenneth mac Alpin, som sandsynligvis var konge i Galloway, ind i og vandt dalriadernes rige og fem aar efter pikternes land og blev enekonge over Skotland. Langt svagere var Wales, som var delt i en mængde smaariger med kongerne af Gwynedd (i det nordvestlige Wales) som overkonger, og som fra det l0. aarhundrede af mere og mere kom ind under angelsaksi-sk overhøihed; for ikke at“ tale om Strathclyde eller Cornwall. Ind- byggerne i Bretagne forstod derimod under stadige kampe at verne om sin uafhængighed under sine egne konger eller hertuger. I Irland møder vi den keltiske kultur mest særpræget - rendyrket saa at sige - med alle dens lys- og skyggesider. Der fandtes i det gamle Irland ikke mindre end l84 selvstyrende stammer, hver under sin konge eller høvding. Op over kIanhøvdingerne ragede „femtedelskongerne“ i Ulster, MunSter, Leinster, Connaught og Meath. Af disse kaldtes den sidstnævnte Taras konge (efter den navnkun- dige kongeborg) og bar titelen „høikonge over Erin“. Hans magt var dog som oftest rent nominel. S1ort mere havde heller ikke femtedels- eller landskabSkongerne at sige. I flere landskaber havde to forskjellige ætter vekselvis ret til kongedømmet, f. eks. i Munster, hvor Eoghanachterne i l(erry og Dalcassierne (nord for Shannon) skiftedes om at være „konger i Cashel“. Enhed og samfølelse var
