86 JBRNALpBRBN østgoternes og Iangobardernes erobringer af Italien hører ogsaa med til germanernes vandringer, hvis sidste udslag vikingetogene er. I virkeligheden er folkeVandringen begyndt længe før 375. Muligens var det forhold paa den Skandinaviske Halvø, som gav de første stød til den. Gamle stammesagn hos goterne fortalte, at deres folk var udvandret fra Skandia, som deres historieskriver Jordanes (omkr. 550) kalder „folkeslagenes verksted og nationernes moderskjød“. Der er mellem gotisk og urnordisk en saa stor lighed, at det ikke kan have været saa længe før vor tidsregnings begyndelse, at de to sprog skilte sig ud fra hverandre. Ogsaa mellem folkenavnene goter og gauter har mange ment at finde sammenhæng, selv om gauterne kanske har navn efter Gautelven. Med goterne nær beslegtede stammer har sandsynligvis engang bodd paa den Skandinaviske Halvø l, ligesom øen Gotlands oprindelige befolkning synes at have været goter. Og mange mænd fra Gautland maa under folkevandringen være draget sydover for at kjæmpe i goternes fylkinger. Alt dette tyder paa, at det kanske er en historisk kjerne i det gamle gotiske vandringssagn. Da vi i det første aarhundrede efter Kristus for første gang sikkert hører om goterne, bodde de dog ikke paa den Skandinaviske l-lalvø, men ved bunden af Østersjøen, øst for Weichsel. Derfra udbredte de tidlig sit vælde sydover. Alt omkr. l50 e. Kr. maa de være kommet helt ned til Sortehavet, hvor de grundede et mægtigt rige og snart blev farlige naboer for romerne. Keiser Decius mistede i 25l livet i kamp mod dem, og omkring tyve aar senere maatte. keiser Aurelianus rømme Dacien. Vidt ud over andre germanske stammer strakte goterkongen sin herskerstav, ikke bare i kraft af goternes folketal og krigerske dygtighed, men endda mere paa grund af deres høiere kultur. Thi Goterriget var det første germanske samfund, som vi kan kalde en virkelig stat, udviklet under paa- virkning af græsk og romersk kultur, men alligevel med sit tydelige germanske særpræg. I Sydrusland opfandt goterne (rimeligvis alt før aar 200) en egen bogstavskrift, runerne 9. Snart vandt ogsaa kristendommen (i dens arianske form) indgang hos dem. Den første gotiske biskop, den lærde Vulfila (d. 38l eller 383), oversatte bibelen paa gotisk og opfandt til det brug et nyt alfabet, væsentlig bygget paa det græske, men med bibehold af enkelte runetegn og med I En vigtig del af østgoterne kaldes greutunger (Greotingi); saa kalder Jor- danes ogsaa en stamme i Sverige, sandsynligvis paa Øland. “ ’ Se nedenfor under afsnittet om runerne og sproget.
