JERNAtbERBN 87 optagelse af nogle latinske bogstaver. En del af hans bibelover- sættelse findes endnu og er det ældste mindesmerke over germansk sprog og aandskraft, som vi eier. Fra goterne udgik der en sterk kulturindflydelse til andre germanske folk, og ikke mindst til nord- boerne. Fra dem lik vi bl. a. runerne. - Den mest navngjetne af de gamle gotiske konger var Ermanarik, som levede ved midten af 4. aarhundrede. Hans magt strakte sig helt op til Østersjøen; han Var igrunden den første germanske storkonge. Hans folk havde længe levet i fred med romerne. Men saa viste der sig i 372 en ny og frygtelig liende. Det var hunerne, et vildt Brudstykke af det gotiske bibelhaandskrift Codex argentet1s. Upsala- ural-altaisk nomadefolk. De var stygge og svarte; folk trodde, at djævleri ødemarken havde avlet dem med troldkjærringer. De havde sit hjem paa hesteryggen og stormede uin1odstaaelig ind fra Asien og jog folkene frem for sig. Kong Ermanarik søgte døden for egen haand, og hans folk, østgoterne, maatte bøie sig for hunerne. Vestgoterne bad derimod om lov til at bosætte sig i det romerske rige paa den anden side af Donau. Hermed begynder det afsnit af folkevandringen, som førte til det vestromerske riges undergang. Vest- goterne blev ikke længe paa Balkanhalvøen, men drog først til Italien og siden til Gallien. Ogsaa andre germanske folk rykkede nu ind over Romerrigets grænser. Et af dem, vandalerne, kom helt til Nordafrika og grundede (i aarene 429-439) et rige dér.
