88 JER1-1A1.1)BREN Hidtil havde hunerne ikke angrebet romerne. Men under sin konge At-tila var det blevet det mægtigste folk i Europa; deres vælde rak fra Rhinen til Kaukasus. I 45l drog Attila over Rhinen med en hær paa en halv million mand; i hans følge var baade huner og undertvungne germanske folk, gepider, østgoter, eruler, ruger o. fl. Romerne førtes af Aëtius; paa deres side stod vestgoter, burgunder og en del af frankerne. Kampen stod paa de katalauniske marker i nærheden af Troyes, en af de vældigste folkekampe, som historien melder om. med gjenlyd i sagn i digt. Tallet af de dræbte siges at have været 16sooo. Kampen stod en julieftermiddag. Om kvelden søgte Attila tilbage til sin vognborg, og snart efter forlod han Gallien. Bare to aar senere døde han pludselig; nu gjorde de germanske folk sig igjen fri, og hunernes vælde gik Snart tilgrunde. Fem og tyve aar efter blev den sidste vestromerske keiser, Romulus AugustuluS, afsat af sine germanske leiesoldater, som gjorde en af sine førere, Odovaker af skirernes stamme, til konge i ltalien. 0dovaker blev siden dræbt af østgoternes konge, Theodorik den store (489). Goternes herredømme i Italien varede ikke mere end i to menneske- aldre; saa vandt den østromerske keiser Justinian Italien tilbage. Men alt i 568 drog et andet germansk (nordtysk) folk, langobar? derne, fra det nuværende Ungarn over Alperne og grundede et rige i Norditalien. l det sydlige Gallien og den nordlige del af den Pyrenæiske Halvø grundede vestgoterne et mægtigt rige. Øst for dem sad burgunderne og længere nord frankerne, som snart skulde for- trænge begge sine naboer fra Gallien. Britannien blev erobret og bebygget af angler, sakser og jyder, alle tre var folk fra ElbenS munding. Dette er i korthed folkevandringens saga. I den norrøne heltedigtning, særlig i heltedigtene i Sæmunds Edda, har vi, om end omdigtet og omformet næsten til det ukjende- lige, en svag gjenklang af denne tid. Ingen af de gamle norrøne heltekvad er ældre end vikingetiden, flere af dem er endog yngre. Et af dem, den saakaldte „Atlakvida““, som handler om Gunnars og Hognes død og om Gudruns hevn, er saaledes digtet paa Grøn- land; det maa altsaa være fra ll. aarhundrede. At sagnene om for- tidens helte har levet i Norge lige fra folkevandringstiden, er heller ikke sikkert. Det er muligt, at nordmændene først i vikingetiden har lært enkelte af dem at kjende paa de Britiske Øer. Allikevel synes der i flere af disse heltekvad at være træk, som er arv fra ældre tider. Jeg skal derfor i korthed gjengive lidt af, hvad de fortæller om folkevandringen. Goterkongen Ermanarik er blevet til digtningens
