- JERNAÞDBRBN ’ 89 Jormunrek. Eddakvadene fortæller at han som gammel mand giftede sig med Sigurd Fafnesbanes og Gudruns unge og fagre datter Svanhild. Men en ond raadgiver (i virkeligheden den forklædte 0din) lik ham til at tro, at hun var ham utro med hans egen søn, og Jormunrek lod sig narre til at lade sin søn hænge og Svanhild trampe under hestefødder. Siden hevnede Gudruns sønner Sorle og Hamde sin søster og dræbte Jormunrek, men faldt selv for goternes overmagt. I-Ermanarik blev tidlig en sagnligur. Goternes historieskriver Jordanes fortæller, at han havde ladet en kvinde ved navn Sunilda (eller Svanhild) slæbe ihjel af vilde hester paa grund af hendes husbonds, en undertvungen høvdings, svig. Men siden hevnede hendes brødre Sarus og Ammius (d. e. Sorle og Hamde) sin søster. Paalideligere kilder ved dog, at Ermanarik tog sig selv af dage, da han ikke kunde modstaa hunernes angreb. Fremforalt gik der frasagn om kampene mellem huner og goter. Paa grundlag af gamle kvad fortæller sagaen om Hervor (Her- vararsaga), at hunerne drog sammen en saa stor hær, at der ikke var nogen vaabenføre mænd tilbage i landet; alle som var tolv aar eller mere, og alle hester, n Som var to vintre gamle eller ældre, var med. Goterkongens Søster Hervor skulde vogte lande- grænsen; men hun faldt i kamp mod de fremstormende huner. Kongens fosterfar Gissur Grytingalide (d. e. grytingernes eller greutungernes høvding) var den eneste, som vaagede at ride mod hunerne for at byde dem til kamp mellem Donau og Karpaterne. Det er et egte billede af gammelgermansk krigerliv, som oprulles for os i skildringen af den gamle høvding, som rider henimod lien- dens hær og raaber med høi røst: „Viet til døden er eders konge, gram er eder 0din.“ De kjæmpede i otte dage. Men tilslut maatte hunerne vige, og goterne dræpte saa mange, at elvene blev stem- met op og flød ud af sit leie; men dalene’var fulde af døde mænd og hester. Forskjellige historiske begivenheder er sammenblandet i denne fortælling; men nogle gamle minder er der rimeligvis ogsaa i den. Et uudslettelig indtryk paa folkenes fantasi gjorde Attila, som havde fyldt alle lande med rædsel, men pludselig døde paa bryl- lupsnatten, da han havde taget sig en ny hustru. Digtningen greb tidlig hans mægtige skikkelse. Allerede Jordanes gjengiver i latinsk oversættelse lidt af et gotisk kvad om hans død, og fra goterne gik han over i heltedigtningen hos de andre germanske folk. I Edda- kvadene kaldes han Atle og bliver gift med Gudrun Gjukesdatter,
