JBRNAt.oBREN gå vist Sig, at der ikke har været vin i dem, men en drik, som var brygget af byg, tranebær og pors. En slig mellemting mellem øl og frugtvin har altsaa været folks daglige drik i denne tid. Sur og bedsk maa den have været; men en sil kunde godt trænges; for drik- ken maa have været tyk og grumset af avner og bærskaller. D. FOLKEVANDR1NGS’I“IDEN (OMKR. 300-500 E. KR.) 1. Fo1.1(EvANnmNoEN I VIRKEI‘IGI-IED oo mor Overgangen fra oldtid til middelalder kaldes folkevandringens tid. Germanerne forlod sine hjem og trængte ind over Romerrigets grænser og grundede nye riger paa dettes grund. Undertiden var det hele folk, som drog ud, mænd, kvinder og børn; undertiden var det smaa flokker, som langsomt rykkede frem og lidt efter lidt tog nyt land i besiddelSe. I alle de store folkeætters historie er der kommet tider, da hjemmet bliver for trangt og ikke kan brødføde alle, og en del af folket eller stammen maa drage ud for at linde nyt land. l(elterne havde sin store vandringstid syv-otte hundrede aar før germanerne. Omtrent ligesaa mange hundrede aar tidligere var dorerne trængt ned til Grækenland Asiens og Ægyptens historie er fuld af folkevandringer. Alle gaar de fra ugjestmildere og fattigere egne mod rigere lande med høiere kultur, hvor barbarerne haaber at vinde guld og al verdens herlighed. De begynder med død og ødelæggelse; men op af asken stiger stundom som en ny fugl Føniks en høiere og bedre kultur. Alt tidlig begyndte germanerne at flytte ind over Romerrigets grænser. De tog tjeneste i de romerske hære og dyrkede jord i grænseegnene. Ofte gav keiseren land til hele stammer eller til store flokker. Jo mere germanerne lærte Romer- riget at kjende, des mere lokkede dettes rigdomme dem. Snart be- gyndte de ogsaa at skjønne, at det vældige rige ikke var saa sterkt og uovervindeligt, som det saa ud til, og de lærte selv efter romernes forbillede at slutte sig sammen og at organisere sin krigsførsel. Dertil kom folkemængdens sterke vekst, især hos de fjernestboende ger- manske stammer. Saaledes virkede mange forhold sammen til at fremkalde folkevandringen Det begyndte som en liden sneball i de yderste ender af den bebodde verden og endte som et vældigt skred, der styrtede ind over Romerriget og knuste alt under sig. Tidligere regnede man bare under folkevandringen tiden fra 375 (eller rettere 372), da hunerne gik over Volga, og til 476, da den sidste vestromerske keiser blev afsat af germanske leiesoldater. Men
