JERNALDEREN 71 havde romernes politik og interesser ikke naadd længere nord end til Alperne, Men nu blev det anderledes. Efter Gallien fulgte nye provinser. Alt ved Kristi tider gik Romerrigets grænser til Rhinen og Donau. 0mkring halvhundrede aar senere blev det nuværende England og det sydlige Skotland en romersk provins, og femti aar derefter var Ungarn og landene helt bort til Sortehavet lagt under Roms vælde. Rundt om i provinserne udbredte romerske soldater og kjøbmænd Middelhavslandenes gamle og høit udviklede kultur. Veie blev bygget, byer og faste leire] reiste sig, fabriker og verk- steder grundedes. Dristige kjøbmænd vaagede sig ud over Romer- rigets grænser, helt til barbarernes lande, og med sine varer og sølvmynter banede de, uden selv at vide det, næsten vei for romersk kultur. Al kultur bliver til paa den vis, at det fremmede befrugter og paavirker det hjemlige. For-at kulturen kan vokse og bære blomster og frugt, trænges det, at vinden bærer livbringende frø og blomster- støv fra fremmede lande; men det trænges ogsaa, at det, som vokser op, har sine rødder dybt nede i jorden, i folkets lynne, i dets fortid og saga. Paa den vis er den romerske og den græske kultur op- staat. Vor egen som alle de germanske folks kultur er vokset frem befrugtet af Romerrigets høiere kultur; Hellas og Roma tilligemed kristendommen har præget den. Men alligevel er den hverken romersk eller romansk. Germansk lynne har omformet det frem- mede, gjort det til sit eget og udviklet det videre, og derigjennem er ogsaa germanerne blevet istand til at yde sine store, selvstændige bidrag til verdenskulturen; - storting, hvor udsendinger fra hele folket mødes, og jury og i nyere tid den videnskabelige analyse er ikke de mindst vigtige af disse bidt-ag. Paa denne vis betegner mødet med romersk kultur det store skille i de germanske folks udvikling, overgangen fra barbari til høiere kultur. Naturligvis skede ikke dette med ett slag, men lidt efter lidt. og udviklingen lik saa at sige sin officielle afslutning da kristendommen blev indført og de nordiske lande derigjennem blev optaget i kredsen af det civiliserede Europa. Alligevel tør det kanske hænde, at forbindelsen med Romerriget og siden paa folkevandringstiden med det østromerske rige har havt endda større betydning for de nordiske folks udvikling end vikinge- togene, som for første gang bragte dem i nærmere samkvem med Vesteuropa. Thi da vikingetogene begyndte, stod nordboerne paa mange omraader ikke lavere i kultur end franker, angelsakser og irer. Derfor er Cæsars erobring af Gallien en milepæl ogsaa for vor historie.
