70 JERNALDBREN strækker sig helt op under polarkredsen. Men er dette saa, da maa Pytheas være kommet iland ved kysterne af Romsdalen eller Nord- mør, hvor den længste dag var 2l timer. Derfra har han seilet nordover til Haalogaland, og kanske er han kommet helt nord for Bodø. Men midnatsolen har han, synes det, ikke selv faat se. Endda bliver det mange gaader tilbage, som aldrig vil kunne løses. Hvordan har f. eks. den græske mand kunnet tale med folk iThule, hvis dermed menes Norge? kan vi spørge. Vi maa svare, at sandsynligvis har Pytheas havt tolker med fra Britannien; ja kanske har han alt i Skotland mødt norske sjøfarere. Der maa have været samfærdsel mellem Norge og det nordlige Skotland. Underligt er det ogsaa, at Thule kaldes en ø; men de senere geografer i oldtiden fremstiller ligeledes den Skandinaviske Halvø som én eller flere øer. Pytheas reiser gik endda videre. Det ser ud, som om han har gjort en ny færd for at lære tin- og ravlandene nærmere at kjende. Sandsynligvis er han kommet opover til mundingen af Elben; kanske har han ogsaa fortalt om Jylland. Nogle mener endog, at Pytheas har reist i Østersjøen. Men det, som fortælles om denne færd, er saa dunkelt og usikkert, at det er umuligt at sige noget med sand- synlighed om den. Ingen ny opdager fulgte i Pytheas’s spor. Landene høit i nord lokkede ingen anden end den sandhedssøgende forsker. Derfor lyser Pytheas som et ensomt fyr i oldtiden. Vi kjender ikke nogen græker eller romer før eller efter ham, som har gjestet Norge. Hans op- dagelser blev mistydet og glemt, og dog lik de følger for fremtiden. Fortællingen om Thule døde aldrig, men mindedes paany, da romerne tre hundrede aar senere begyndte at udstrække sin magt op til Nordsjøen og forbi Rhinens munding. Opdagelsen af Thule var den første begyndelse til, at Nordens lande siden blev draget ind under indflydelsen af Romerrigets kultur og handel. C. DEN ROMERSKE TIDSALDER. ROMERNES FOR- BINDELSER MED DE NORDISKE LANDE “ Cæsars erobring af Gallieu, som endte med gallernes nederlag ved Alesia i aar 52 f. l(r., danner indledningen til den aartusenlange udvikling, som lidt efter lidt skulde flytte kulturens og magtens midt- punkter fra Middelhavet til landene nord for Alperne og gjøre den verdensdel, vi kalder Europa, til et organisk hele, til ett kultursamfund - tiltrods for alt det, som skiller i Spr-og, race, troZog stater. Tidligere
