JERNALDEREN “ 67 dag var l9 timer. Disse strøg maa, har man regnet ud, ligge nor- denfor 60C n. br.; det er med andre ord Shetlandsøerne, som ligger mellem 59“’ 5l’ og 60C’ 5l’ n. br. Skotland eller øerne nord for Skotland maa fra ældgammel tid have staat i forbindelse med landene længere nord i Europa. Fra Hjaltland over til Norge er jo veien ikke lang. Paa Orknøerne eller Hjaltland har da Pytheas hørt om landet med de lyse som- mernætter, hvor solen ikke gaar ned, og faat vide, at den bebodde verden strakte sig endda længere mod nord. Derfor stevnede han dristig ud paany over det ukjendte hav. Sommeren lakkede rime- ligvis mod enden, eller høsten var alt begyndt. Thi Pytheas var uden tvil seilet fra Massalia tidlig paa vaaren, og færden forbi de ukjendte kyster helt op til øerne nord for Skotland maa have taget flere maaneder, saa det kan neppe have været alt ved midtsommerstid, at han seilede ud fra l-Ijaltland eller Nordskotland. Efter seks dages seilas kom Pytheas til et land, som han kalder Thule Afstanden mellem Britannien og Thule kjender vi fra geo- grafen Strabo, som er en af de vigtigste kilder til vor viden om Pytheas. Det heder der: „Thule, som Pytheas siger, ligger seks dages seilas fra Britannien mod nord.“ - Udtrykket „mod nord“ behøver dog ikke her at betyde ret i nord; det kan være „mod nordøst“, ligesom de gamle nordmænd omvendt sagde, at de seilede mod syd fra Norge til Irland. - Selve navnet Thule har ingen hid- til kunnet forklare; vi ved ikke, om det er keltisk eller germansk. Om landet Thule hører vi, at det laa under polarcirkelen, „hvor sommervendekredsen falder sammen med bjørnekredsen“. Det maa ogsaa være om dette land Geminos fra Rhodos (1. aarhundrede f. l(r.) taler i sin astronomi. Han fortæller dér, at dagene bliver længere, jo nordligere en kommer, og fortsætter: „Til disse egne synes Pytheas fra Massalia at være kommet. Han siger i det mindste i sit skrift om verdenshavet: Barbarerne viste os det sted, hvor solen lægger sig til hvile. Det traf sig nemlig i disse strøg, at natten blev ganske kort, paa nogen steder to timer, paa andre steder tre, saa at solen kort tid efter at den gik ned, straks gik op igjen.“ Astronomerne har regnet ud, at længder paa 2l og 22 timer svarer til 630 39’ og 64Ô 39’ n. br., hvis den længste dag i aaret var bestemt ved direkte iagttagelse av retningerne for solens første tilsynekomst og dens sidste forsvinden. Teoretisk beregnet vil det blive 64“ 32’ og 65C 3l’ n. br.
