BRONCEALDEREN 53 vel i det hele tidens Strømninger naadde langsommere frem; dog maa der ved det indre af Trondhjemsfjorden have været en ganske talrig og velstaaende befolkning. l Sverige og Danmark brugte man at holde offermaaltid ved graven og slagte dyr til ære for de døde. Ogsaa i Norge maa denne skik have været udbredt. l Sparbuen har man nemlig lige udenfor en hellekiste fra broncealderen fundet en samling dyreben. Vidner gravene om menneskenes tro paa et liv efter døden, saa fortæller jordfund og helleristninger om deres religiøse Forestillingen Menneskene maa alt i denne tid være begyndt at tro paa guddom- melige væsner. Deres religion var i hovedsagen en tilbedelse af naturens kræfter. Om de tænkte sig disse kræfter i form af mennesker, altsaa som guder, er uvisst. Heller ikke kan vi med sikkerhed sige, hvilke naturkræfter de tilbad. Vi kan kun nævne solen og himmelen, tordenen og naturens avlekræfter. Solen, den store livgivende kraft, blev overalt dyrket. Solens eller sol- skivens billede var det rullende hjuI, som vi finder paa ældgamle billeder fra Orienten og l(reta op til de nordiske lande. Det be- tydningsfuldeste vidnesbyrd om en soldyrkelse i de nordiske lande blev i l902 fundet ved Trundholm i det nordlige Sjælland. Det er en rund bronceskive, som er prydet med cirkler og vakre spiral- ornamenter, som vi kjender dem fra den ældre broncealder; den ene side af bronceskiven er belagt med tyndt guldblik, som er presset ned i de underliggende ornamenter. Skiven hviler paa en vogn med seks hjul og trækkes af en vakkert udført hest, altsammen af bronce. Hele fundet stammer fra den ældre broncealders blomstringstid hen- ved l300 f. Kr. og vidner om, at menneskene uklart har tænkt sig, at solen blev trukket gjennem himmelrummet. Den samme fore- stilling levede jo hos vore forfædre lige ned til kristendommens ind- førelse. I den yngre Edda fortælles det, at en mand ved navn Mundelfare havde to barn, som var saa vakre, at han kaldte det ene Maane, det andet Sol. Men guderne blev vrede over dette overmod; de satte begge søskende op paa himmelen og lod Sol kjøre de hester, som trækker solens kjærre. Troen paa hesten, som træk- ker solens vogn, findes ogsaa hos andre indogermanske folk og er rimeligvis fra Middelhavslandene vandret op til Norden. Øen Syra i Ægæerhavet var fra gammel tid viet til solguden Apollon; der har man fra den førmykenæiske tid fundet et sølvbaand med billede af solhjulet og et trækdyr; selv om vi her ikke ser et billede af selve solvognen, er det dog tydelig samme forestilling. Det lille solbillede
