LlVET I VlKlNGETlDEN 245 laaver som bondens søn, men svingede skjold, lagde buestrenge, skjæftede piler, kastede spyd, red hester, jagede med hunde - og visselig ogsaa med falke, svingede sverd og øvede svømning. Siden kom Rig paany vandrende, gav ham sit navn, kaldte ham sin søn og bad ham tage i sit eie odelsvolde, gamle bygder. Saa drog den unge høvding ud iviking, „vækkede kamp, farvede volden rød, fældte val, kjæmpede sig til land. Derefter ’Cene han raadede for atten gaarde; gods han delte ud, gav til alle, søljer og smykker, svang- ribbede hester, ringer han skjænkede, hug baugI.i sønder.“ Saa fortæller digtet om Jarls giftermaal. „Sendemændene kjørte vaade veie; de kom til hallen, hvor Herse bodde. Han havde en smalfingret datter, hvid og klog, de kaldte hende I-Èrna. De beilede til hende, og hjem de kjørte, giftede hende medJarl. Hun gik under brudelin, de levede sammen i kjærlighed, øgede ætten og nød sine aar.“ Mellem Jarls sønner er Kom ungr (den unge l(on), d. e. konungr, „konge“, som vandt magten efter sin far. Digtet synes at skildre en æt, som er steget fra jarlens til kongens værdighed. l(onger, jarler og herser udgjorde det øverste lag i samfundet. Konger fandtes der, da vikingetiden begyndte, i de fleste norske fylker, undtagen nordenfjelds Jarler var der ogsaa, dels uafhængige som Haaløig- ætten, dels som krigerhøvdinger eller skatjarler under fylkeskongerne og dels, tør hænde, som styrere for de danske konger i Vestfold. Konger og jarler havde fyrstelig værdighed; de var tignarmenn. Det var derimod ikke herserne, som paa en maade dannede et mellemled mellem konge og folk. Baade konger og jarler havde fra ældgammel tid ret til at omgive sig med et følge af haandgangne mænd 9, som aad sin herres brød og vaagede livet for ham. Hus- karlenes høieste pligt var at falde ved sin herres side og at følge ham ikke bare til døden, men ind i døden. Allerede Tacitus siger om germanerne: „l kampen er det en skam for høvdingen, om nogen overgaar ham i manddom, og en skam for følget ikke at ligne sin høvding i manddom. Den, som overlever sin høvding og undkommer fra slaget, er æreløs for livstid og dækket af skjendsel. Ham skal man verge, ham skal man verne; at føie sine egne heltegjerninger til hans ry er den første og helligste pligt. Høvdingen kjæmper for seier, hirdmændene for sin høvding.“ Det er samme tanke, som klinger igjen i „Bjarkemaal“, Hjaltes opsang til Rolv l(rakes kjæmper. Paa hver slagmark har der i gamle dage lydt lignende opfordringer Z Bang betyder ring; her tænkes paa betalingsringene. ’ Ordet „hird“, som er laant fra England, kom først i brug i viklngetiden.
