LIVET I VIKlNGETIDEN 239 som den dag idag kaldes Åttestupan. Lige under ligger „0dens damm“; dér blev, fortalte folk i det l8. aarhundrede, ligene af de hedninger, som havde styrtet sig udfor Åttestupan, tvættet. l-lvor meget der i disse fortællinger er virkelig historiske minder, tør vel være tvilsomt. I vore gamle love eier vi derimod sikre vidnesbyrd om, at folk ofte lod gamle tjenestefolk, som ikke kunde arbeide længer, omkomme. l Gulatingsloven heder det: „Men hvis de (d. e. løisingen og hans kone) kommer i nød, da er de grav- gartgsmænd.I Da skal man grave en grav i kirkegaarden og sætte dem deri og lade dem dø. Den af dem, som lever længst, skal deres herre tage op igjen og siden underholde.“ Gulatingsloven er fra kristen tid. I vikingetiden var sederne vist ikke mildere. - Det er nødvendigt at tage med disse træk af barbari og vilde seder, forat vi skal faa det rigtige billede af vore forfædres ellers paa mange maader høit udviklede kultur. Fra trælens hytte vandrer vi med Rig til bondens gaard. Huset kunde, alt efter velstanden paa gaarden, være mere eller mindre velbygget. Stundom var det ikke stort bedre end de bygningen som er gravet ud fra folkevandringstiden, og opført af sten, af torv og bindingsverk. „0m du eier to gjeter og et hus, som er flettet af grener, saa er det dog bedre end at tigge,“ heder deti „Haavamaal“. -- Slig var dog vel mest leilændingens hytte. “ De velstaaende bondegaarde var alle tømret af træ. Huset reiste sig paa stolper, som holdt taget oppe; men det havde bare ett rum. Derinde holdt folk til dag og nat. Langs væggene gik der en for- høining, som blev kaldt flet. Den var fra først af ligesom gulvet gjort af faststampet jord og blev til høitids dækket med halm. Senere blev der slaat bretter paa, og der kom virkelige træbænker. Her sad folk om dagen, og her stod sengen. Baade hos trælen og hos bonden sov guden Rig i samme seng som egtefællerne. Midt paa gulvet brændte ilden i en stenlagt grue; kanske var der ogsaa en anden grue, mere som en stensat kasse, hvor maden blev bagt, naar den ikke blev kogt i en kjedel over ilden. Den, som kom til bondens gaard om vinteren, kunde ogsaa finde husets folk samlet i et andet lidet hus, som var gravet ned i jorden og dækket med gjødsel for at faa varme fra den. Det kaldtes af den grund dyngje. Siden blev dette især navn paa stuen, hvor kvinderne holdt til. Dyngjen er en ældgammel bygning; den nævnes alt af romerske skribenter, som fortæller om germanerne i ’l’yskland. ’ Slige er ialfald udg1-avet paa Island.
