238 l‘lVET 1 vn(mGBT1bEN „De taug alle „Nok tykkes os dræbte, ved disse ord, at leve vi tænker. og de paa engang Hvad sømmelig er. alle svared: skal salkvinder ordne.“ Det var dog ikke faa, som tilslut steg paa baalet med dem. Med Sigurd fulgte, siger Brynhild, „fem trælkvinder, otte tjenere af god æt og min fostertræl og fædrenearv, som Budle gav til sit barn“. - Det var brug, at høvdinger gav sine nyfødte børn en jevnaldrende træl, som blev opdraget sammen med dem og som vel ogsaa maatte følge dem i graven. “- Den skik, at trælene fulgte sin herre i graven, tilhørte ikke bare digtningens verden eller folkevandrings- tiden. Den var levende helt ned i vikingetiden. Naar en vikinge- høvding i Rusland døde, blev i det mindste én af hans trælkvinder eller medhustruer brændt sammen med ham. Den høibyrdige kvinde, som blev hauglagt i 0sebergskibet, blev ogsaa, synes det, fulgt i graven af en af sine tjenestekvinder.Ë Værst var dog de gamle udslidte trælers og i det hele fattigfolks lod. Hos erulerne var det skik, har vi hørt, at oldinger blev hjulpet ud af livet. Paa den tid, da Harald Graafeld faldt og Haakon jarl kom til magten i Norge, var det et stort uaar paa lsland; folk aad ravner og ræver, og meget uspisendes blev ædt; men somme lod dræbe gamle folk og hjælpeløse og styrte dem nedfor berghammere. Dengang sultede mange folk ihjel, fortælles det. Næste aar blev vinteren paany haard. Folk i Reykjardal kom sammen og raadSlog om, hvad de skulde gjøre. En af høvdingerne vilde, at det skulde være tilladt at sætte ud børn og dræbe gamle folk. Men en anden modsatte sig det og foreslog, at man heller til ære for Skaberen skulde hjælpe gamle folk og opføde børn. Hans mening seirede tilslut. Dette var dog fra hedendommens slutning, da kristendommen var begyndt at faa magt over sindene. - Barneudsættelser maa i hedensk tid have været tilladt iNorge som paa lsland, Siden lovene udtrykkelig forbyder dem. Endnu i kristen tid lod man dog van- skabninger omkomme. At dræbe gamle og syge folk maa ogsaa i hedensk tid have forekommet. Den eventyrlige „Gautreks saga“ fortæller om en konge i Vestergøtland, som kom til en afdal, hvor folk levede helt udenfor verden. Naar ætten øgedes, saa det blev flere munde om brødet, var det skik, at de ældste frivillig styrtede sig udfor en brat fjeldvæg, som kaldtes Ættemisstapi eller „ættefjeld- væggen“. l Våne härad i nærheden af Gøtaelven er der en styrtning, ’ Se bd. l, 2. afd.. s. 58.
