LIVET l VIKINGETlDEN 237 kongens aarmand. Han bestyrede da en af kongsgaardene, ind- krævede kongens indtægter og udførte en del andre halvt offent- lige hverv. Det maa alt i vikingetiden have været almindeligt, at folk gav sine træler fri. Især paa Island i landnaamstiden nævnes løisinger ofte. For at gjøre det vitterligt, at han var frigivet, maatte løisingen holde sit „frelsesøl“ og tilkalde sin herre og vidner. Løisingens stilling var dog altid bare halvfri, og det maatte flere led til for at komme op i de fri mænds klasse.Z l det hele maa dog trælenes og kanske endda mer trælkvindernes stilling have været forfærdelig Det, som den gamle norrøne kultur fremforalt manglede, var menneskekjærlighed. Og trælene var igrunden ikke mennesker. Man „satte paa““ et trælebarn ligesom man satte paa en kalv. I loven stilles skade, som træl volder, sammen med den. som voldes af oksehorn og hestehov. Ingen havde tiltro til en træl. „En selvraadig træl skal ingen tro,“ heder deti „l-laavamaal“. At en træl, især en, som var røvet udenlands, skulde elske sin herre, kunde vel heller ingen vente. Og sagaerne indeholder mange fortællinger, særlig fra land- naamstiden paa lsland, om træler, som myrdede sin herre og voldtog hans kvinder. Disse menneskers moralske følelser var naturligvis afstumpet. En træl var udenfor loven. Hans herre kunde frit sælge ham eller slaa ham ihjel. Som straf for mindre forgaaelser blev trælene hudstrøget. Naar en høibyrdig mand eller kvinde døde, hændte det ikke sjelden, at deres træler maatte følge dem i graven. Et af Edda- kvadene fortæller om Brynhild, som steg med Sigurd paa baalet for som hans hustru at kunne følge ham til de dødes verden. Som det sømmer sig for en dronning ledsagedes hun af træler og trælkvinder. Endel af tjenestekvinderne havde alt dræbt sig og givet sig afsted paa den lange vandring for at kunne tage imod sin herskerinde, naar hun naadde frem til dødsriget. Da saa Brynhild „ud over alt sit eie, dræbte trælkvinder og salkoner,“ heder det i digtet. Men hun syntes ikke, at det saa ud, som om hun og Sigurd vilde komme med stort nok følge til Valhal; derfor søgte hun ved løfte om rige gaver at lokke flere til at stige paa baalet. Men de gjenlevende havde liden lyst til at dø. ’ Frigivelsen omtales udførlig i de gamle love. Om det norske samfund, som disse skildrer, vil der blive talt i andet bind.
