236 LlVET I VIKlNGETIDEN Ogsaa trælkvinderne arbeidede paa gaarden. Nogle stellede i fjøset. „Du er oversmurt med lort, tjenestejente,“ siger Loke ved gildet hos Æge til Bøila. Andre blev sat til at dreie kvernstenene. Da Hundings mænd kom for at lede efter den unge Helge, havde han forklædt sig som en trælkvinde og stod ved kvernen og malte, saa stenene revnede og kassen faldt ned. En af sendemændene blev mistænksom og sagde: „Nu har haard lod høvdingen rammet, siden fyrsten maa valbyg male. Heller skulde haanden dér om hjaltet gribe end om kvernens stok.“ Men Hagal Svarede, at hun havde været skjoldmø og kjæmpet som vikinger, før Helge havde fanget hende. Mange af trælene gjorde ogsaa tjeneste i huset hos høvdin- gerne. Manden havde sin skosvend, som Frøy havde Skirne, og sine erendsvende og tjenere, som vartede op ved bordet. Høibyrdige kvinder havde sin „æskemø“; de kaldtes saa, fordi de passede paa husfruens æske med smykker og alslags smaasager, de var, hvad vi vil kalde deres kammerpiger. Andre trælkvinder saa efter husets barn og sad rundt høvdingens døtre. Vi faar et levende billede af, hvordan en æskemø havde det, i et af Eddakvadene, hvor Herborg, Hunalands dronning, siger til Gudrun: „Siden i samme halvaar skulde jeg blive fanget og hærtaget. Jeg skulde pynte og binde sko paa hersens hustru hver morgen. Hun truede mig af skinsyge og kjørte mig haarde ord; ingensteds fandt jeg bedre husbond og ingensteds en værre husfrue.“ Slige trælkvinder var ofte, ser vi af sagaerne, mandens med- hustruer. l lovene, som er fra kristen tid, forbydes dette. Men det maa endnu i den tidligere del af middelalderen have været almin- deligt. Kongens huskarler, som ikke var gift, havde gjerne hver sin trælkvinde. l Torbjørn Hornkloves kvad om Harald Haar- fagre heder det, at kongen giver sine mænd hunlandsk malm og østerlandske trælkvinder. De unge mænd paa gaarden pleiede at ganteS med trælkvinderne ved kvernen. Trælene kunde stundom naa en noksaa betrodd stilling. De kunde blive bryte, som delte ud mad til folkene og forestod arbeidet paa gaarden. Stundom fik de endog en jordflek at dyrke; det fortælles, at Erling Skjalgsson gav sine træler akerland til at saa korn paa for sig selv og føre sig afgrøden til vinding. Rundt om i Norge har gaarde faat navn af, at de i gammel tid er blevet opdyrket af træler og trælkvinder. l almindelighed havde dog trælen ingen eiendom. Især kunde naturligvis kongens træler undertiden naa en taalelig stilling. Det fortælles om kongstræler, som krævede ind skatter og land- skyld. Naar en slig blev frigivet, kunde han drive det til at blive
