I.‘AND 0G FOLK 223 Alt mod slutten af stenalderen begyndte menneskene at bli bofaste og landet at ryddes. Det var et tungt og sent arbeide, og det paa- gaar den dag idag. Sten maatte føres væk, trær maatte hugges og rødder tages bort, før jorden kunde bruges. Lige fra de ældste tider har folk ryddet jorden ved brænding. Sligt et stykke land, som var afsvidd og hvor stubberne stod igjen, kaldte de „vaal“ (váll). Brand- vaal er et gaardnavn, som forekommer flere steder i landet. En af de ældste gaarde i I(ristianiadalen er Vaalerengens hovedgaard, som tidligere hed Volin. Navnet er sammensat af váll og vin „græs- gang“. Det samme ord har vi ogsaa omkring Kristiania bevaret i Ullevaal; navnet viser, at rydningen siden kom til at tilhøre en hellig- dom til guden Ull. Paa Østlandet maa der, som gaardnavnene viser, have været mange af disse braaterydninger; enkelte af dem er meget gamle, andre er yngre. Saa blev gaardene lagt, og menneskene tog landet i besiddelse. Jordfundene viser, hvordan menneskene i de forhistoriske tider har udbredt sig over Norge. Derom har vi talt i det foregaaende. Vi har nævnt, at de aller fleste stenaldersfund er fra bygderne rundt Kristianiafjorden og fra Jæderen, og at de ellers findes spredt opover langs kysten og ved elvene og sjøerne inde i landet. I broncealderen har bebyggelsen holdt sig omtrent som i den yngre stenalder; men i løbet af jernalderen maa bebyggelsen være blevet tættere ogsaa inde i landet. Jordfundene er dog spredte og tilfældige. Hvor mange gravhauger og røiser er ikke i aarhundredernes løb pløiet væk og jevnet med jorden! Da (3erard Schøning i l770-aarene reiste i det trondhjemske, saa han mange gravhauger og gravfelter, som nu er forsvundet. Og slig har det været overalt. De varigste fortids- minder er navnene. (3aardene skifter eier; men navnene lever, selv om formerne ned gjennem tiderne afslides og navnene ofte bliver næsten ukjendelige. Det hændte ikke ofte i gamle dage, at gaardene forandrede navn. Gjennem stedsnavnene kan vi følge bebyggelsens historie baade i den enkelte bygd og udover i landet. De ældste stedsnavnei Norge er kanske navnene paa flere af de større øer langs kysten, helt fra Tromsø amt og sydover. Mange ønavne er dannet af ord, som alt var gaat af brug herhjemme i vikingetiden; vi maa slutte os til, hvad de betyder, fra beslegtede germanske sprog; ja mange af dem kanåikke engang med sikkerhed tydes. Slige navne er Senja, som er forklaret af samme ord som det tyske „Senne“ (sætervold i Alperne), Herdla (nu l-lerlø), Moster og His (det gamle navn paa Varaldsøen) i Søndre Bergenhus, l(ǫrmt
