22l VI. LAND 0G FOLK enneskene og bebyggelsen sætter overalt sit præg paa naturen. Italien er under menneskenes haand blevet et helt andet Iand, med andre vekster og et andet klima, end da Rom første gang traadte ind i historien, - Holland ligesaa. l Norge er forandringen naturligvis ikke saa iøinefaldende; store dele af vort land er jo fremdeles uberørt af menneskene. Og dog ved vi alle, hvordan vort land mangesteds endog i vor egen tid har forandret karakter; tænk f. eks. paa Vest- lVjorddalen. Kunde vi sætte os elleve hundrede aar tilbage i tiden og seile ind over l(ristianiafjorden, vilde vi ikke have let for at kjende os igjen. Vi vilde ikke møde nogen byer. Paa det nuvæ- rende Kristianias eller Oslos grund vilde vi i høiden se et par sjø- boder. Paa øerne ude i fjorden vilde vi bare se skog og ingen tegn til bebyggelse, neppe engang paa Bygdø, hvis navn skriver sig fra en tid, da den endnu var en ø og den eneste af øerne i bunden af fiorden, hvor der bodde folk. - “ Rundt om i landet laa gaardene spredt og sparsomt. Folkemæng- den udgjorde vist knapt en niendedel eller en tiendedel af hvad den nu gjør. Skogen dækkede store strækninger, som nu er ryddet og bebodd af mennesker. Paa øerne langs kysten og paa Jæderen var der ogsaa skog. - Naar det i de sidste 2-300 aar er gaat tilbage med skogen langs kysterne, da skyldes det vist mest u.forstandig hugst. - Vekstlivet og dyrelivet var vel for ;elleve hundrede aar siden i hovedsagen det samme som nu. Men dyrelivet var meget rigere. Det vrimlede af vildt, og enkelte dyrearter havde en langt større udbredelse end nu. Dette gjælder først og fremst hjorten, som vi kan se af topograiiske navne, i hvilke hjort og hind indgaar som led; i søndmørske huler fra den ældre jernalder er der lige- ledes fundet levninger af hjort. Ogsaa bæveren maa tidligere have været almindeligere end nu. Den vingeløse geirfugl (alca impemtis) fandtes sikkert i Norge i stenalderen og rimeligvis endnu i den ældre jernalder. l Hestneshulen paa Hitteren er der gravet ud gjenstande, som viser, at hulen var bebodd baade i stenalderen og i den ældre jernalder. DeribIandt fandtes ogsaa rester af geirfugl, som sandsynligvis skriver sig fra beboelsen i den ældre jernalder. Iskogene voksedei den ældre jernalder de samme trær som nu. Dog var rimeligvis løvskogen mere udbredt; særlig gjælder dette eken, som mange steder maa have været det træ, som raadede i skogen og som gav den dens præg. Det kan vi slutte af gaardnavne
