2I8 GUDE’I=R0, GUDSDYRKEI‘SE, OVERTRO, TROLDOM sko med lange og sterke lidser; i enderne paa dem sad der store messingknapper. Paa hænderne havde hun katteskinds hansker, som indvendig var hvide og lodne. Da hun kom ind, syntes alle det var deres skyldighed at hilse hende med ærefrygt. Hun gjengjældte deres hilsen,- efter som hun syntes om hver af dem. Torkel tog spaakonen og førte hende til det sæde, som var gjort istand til hende.“ Han bad hende kaste sine øine paa hjord og fæ og hus. Hun sagde ikke stort. Om kvelden blev bordene sat frem, og nu skal det fortælles, hvilke retter blev laget for spaakvinden. Der blev kogt grød til hende af gjetemelk; men hendes kjødmad blev laget af hjerterne af alskens dyr, som var der paa stedet. Hun havde messingske og kniv af kobber med skaft af hvalrostand og dobbelt holk, dens od var brudt af. Da bordene var taget bort, gik Torkel bonde bort til Torbjørg og spurgte hende, hvad hun syntes om huset og mændenes opførsel, og hvor snart hun trodde, hun blev istand til at vide det, han havde spurgt hende om, og som folk gjerne vilde vide. Hun svarede, at hun ikke kunde forkynde dette før om morgenen, naar hun havde sover der om natten. Siden, tidlig om morgenen, blev alting gjort istand for hende, som hun trængte til at øve sine troldomskunster. Hun bad om, at de vilde skaffe hende kvinder, som kunde den trylleformular, som trængtes til seiden, og som kaldtes „Vardlokkur“ (tryllesange); men der fandtes ingen, som kunde den, skjønt de spurgte efter paa de nærmeste gaarde. Da sagde Gudrid (en ung kvinde, som var tilstede): „Jeg er hver- ken tryllekyndig eller en vis kvinde; dog lærte min fostermor paa Island mig en trylleformular, som hun kaldte „Vardlokkur“. Torbjørg sagde: „Du er visere end jeg trodde.“ Gudrid svarede: „Dette er en sang og med den er for-bundet handlinger, som er slig, at jeg ikke synes, jeg kan være med at udføre dem; thi jeg er kristen.“ Torkel svarede: „Du kunde alligevel hjælpe os dermed, uden at du skader dig selv; jeg vilde gjerne skaffe Torbjørg det, hun trænger.“ Han bad nu Gudrid saa længe, til hun tilslut lovede at opfylde hans ønske. Nu sad Torbjørg paa seidhjallen, og kvinderne slog ring om den. Gudrid sang kvædet saa fagert og vel, at ingen syntes de havde hørt en sang sunget med fagrere røst end hendes. Ogsaa spaa- kvinden takkede hende for hendes sang og sagde: „Mange aander har søgt hid og syntes at sangen var fager at høre, aander, som tidligere vilde vende sig fra os og slet ikke lytte til os. Mange ting er nu aabenbaret for mig, som før var skjult baade for mig og andre. Men jeg kan fortælle, at dette uaar vil ikke vare længe, men bedres,
