GuoETRo, Gu1)soYR1(B1.sE, 0VERTRO, monnom 2I5 er historisk. Harald Haarfagre var selv en oplyst mand. Men ude i folket var det anderledes. At bruge troldom til at volde en andens død blev visselig anseet for en stor forbrydelse. Men at mange mennesker havde samkvem med overnaturlige magter, det tvilte ingen paa. Folk skjelnede mellem god og heldbringende og mørk og ond troldom. At kunne tryllesange eller galdrer og mægtige runer var noget, som i hedensk tid ingen skammede sig ved. Odin kaldtes jo selv „galdrers fader“. I de „gode galdrer“ var der lægedomskraft. Den, som sang galdren, ristede ofte samtidig runer, gjerne i et be- stemt antal, for at øge dens virkning. . Slig gjorde f. eks. Skirne, da han vilde vinde Gerds elskov for Frøy. Guden Rig eller Heimdal lærte selv sin søn Rig jarl runer og gav ham samtidig sit navn. Rig jarls søn og arVtager l(on den unge ,;kunde runer, evige runer og livsruner; videre kunde han bjerge mænd, sløve sverdsegge, stille storm“. Han kjæmpede med sin far om hvem som var sterkest i runer, seirede og lik ret til at hede Rig (et irsk ord, som betyder konge) og til at kunne bruge runer. Ved siden af denne lyse, menneskevenlige troldom gaves der en anden mørk og uhyggelig, som hørte natten og dens gjerninger til. Den er det især, som kaldes seid. Det tryllekyndige menneske kunde volde- sygdom og død paa dyr og mennesker og omskabe baade andre og sig selv. „Det er den værste heks, som forgjør ko eller kalv, kone eller barn“, heder det i Borgartings kristenret. - Det var som bekjendt mest kvinder, som drev troldom; slig som det endnu er i eventyrene. Dog kunde naturligvis ogsaa mænd være troldkarle; ordet fordæða bruges baade om mænd og kvinder, som øver troldom; men det er et hunkjønsord. I erkebiskop Jons kristen- ret heder det at, „om det bliver kjendt om mænd eller kvinder, at de er trold eller hekse eller rider folk eller kvæg (som maren gjør om natten), da skal de flyttes ud paa sjøen, ryggen skal hugges over paa dem, og de skal sænkes ned paa bunden“. Vi ved af eventyrene, at heksene trænger mange underlige ting, forat de kan øve sin troldom. I Borgartings ældste kristenret næv- nes haar, paddefødder og menneskenegler mellem de ting, som brugtes. Seiden blev mest øvet om natten, og de som drev den, sad paa en forhøining, som kaldtes seidhjall. Tryllesange og galdrer hørte ogsaa til. Den islandske høvding Rut Herjulvsson laa i uenighed med sin frænde Torleik Hoskuldsson. Denne sidste ønskede at skade Rut. Til dette brugte han sin leilænding I(otkell og dennes hustru Grima, som begge var meget tryllekyndige. „l(otkell og Grima drog
