2I4 GUDETRO, GUDSDYRKELSE, 0VERTRO, TROLDOM troldmænd og mellemmænd mellem menneskene og de overnaturlige magter. Derved faar de herredømme, ikke -bare over naturkræfterne, men ogsaa over andre mennesker og kan bruge denne magt baade til det gode og til det onde. Da lapperne først kom i forbindelse med nordmændene, maa alslags troldomsvæsen have udgjort en meget vigtig del af disses religion. Thi meget af de troldomskunster, som lap4 perne siden var saa kjendt for, maa de have lært af vore forfædre. En latinsk Norgeskrønike, som er skrevet henved aar l200, den saakaldte Historia Norvegiae, fortæller udførlig om lappernes trold- mænd og om deres gand. Saa kalder krøniken en uren aand, ved hvis hjælp de forudsiger fremtiden, skaffer sig hvad de ønsker fra fjerne egne og bringer skjulte Skatte frem fra dybet. Disse aander kan ride afsted paa hvaler eller rener, gaa paa ski eller seile paa skib for at berøve en fiende livet eller for at kjæmpe med en l-iendtlig gand og saaledes gjengive det menneske livet, hvis aand denne havde dræbt. Selve ordet „gand“, som ogsaa spiller en stor rolle i senere overtro om lapperne, er dog ikke lappisk, men nordisk. Det be- tyder rimeligvis „et beaandet væsen, en gjenstand, som er indblæst med liv“; men det er tidlig blevet sammenblandet med et andet ord „gand“, som betyder „stok, kjep“. -- Vi ved, at heksene farer paa sopelimer til Bloksberg eller til Blåkullan i Skaane. Denne tro er rimeligvis ogsaa gammel herhjemme. I eventyrsagaer fortælles det om troldkjærringer, som skal til „troldting“. I vikingetiden var rollerne byttet om. Da var det ikke længer lapperne som lærte troldom al nordmændene, men omvendt. Hos l-innerne havde dronning Gunhild -lært troldom, fortaltes det. Harald Haarfagres ven, den senere islandske landnaamsmand lngemund gamle, raadspurgte en l-in for at faa tilbage et billede af guden Frøy, som han havde mistet. Tryllekyndige finner havde til Tore Hund gjort l2 renpelser, som ingen vaaben kunde bide paa. Hvor almin- delig det var-at henvende sig til finner i slige erender, ser vi dog bedst af de forbud, som findes i de gamle kristenretter paa Østlandet mod at „tro paa l-inner“, „at fare til finner“, „at gjøre l-innfærd“ og „at fare til Finmarken for at faa vide fremtiden“I. Det ser ud, som om folk ikke længer aabent turde vedkjende sig, at de drev paa med troldom eller seid. Harald Haarfagre fór strengt frem mod alle seid- mænd. Han lod endog sin egen søn Ragnvald Rettilbeine brænde inde med 80 seidmænd. Det synes, som om fortællingen om dette ’ Det er muligt, at de her nævnte flnner ikke har været lapper, men levninger af en uarisk urbefolkning, jfr. l. bind, 2. afd.
