GUDETRO, GUfiSDYRl(ELSE, 0VERTROǫ TROLDOM 209 udenfra. l“„afhuset“ var selve helligdommen med gudebillederne. l sagaerne skildres det undertiden, som om disse var billedstøtter af træ, der saa ud som virkelige mennesker, ja stundom var de endog iført klæder. Men de sagamænd, som fortæller dette, havde rime- ligvis aldrig seet et gudebillede. De tænkte sig dem uvilkaarlig som de helgenbilleder, de saa i kirkerne. Gudebillederne var, tør vi tro, mere lig de primitive stolpeguder, vi før har nævnt. „Afhuset“ lignes med koret i kristne kirker. Midt paa gulvet stod der et alter eller en „stall“, som det kaldtes. Paa dette laa den hellige ring, som alle eder skulde aflægges -ved. Der stod ogsaa bollen med blodet af de dræbte dyr og ol-ferkosten. -- Gildehallen, som var meget større og ofte kunde rumme flere hundrede mennesker, var bygget som en almindelig stor skaalebygning med høisæde, bænkerader, langilder, som kjedlerne hang over, og grubeformede ildsteder, hvor maden blev bagt mellem glohede stene. Naar det var blotI, skulde alle bønder fra bygden komme did, hvor“ hovet var, og tage med sig madvarer, som de skulde have, saa længe blotgildet stod paa. Ved dette gilde skulde alle mænd have øl. Der blev ogsaa dræbt alskens smaler og hester; men blodet blev heldt i offerbollerne og stænket paa gude- billederne, paa hovvæggene udvendig og indvendig og ligesaa paa mændene; - saa fortæller Snorre. ’ l(ormak skald giver os et lidet billede fra et blotgilde paa Lade i en draapa, som han omkr. 960 digtede .om Sigurd jarl. Han for- tæller om billederne i den prægtige hal og om den gavmilde jarl, som har givet bud til bønderne om, at de ikke, som skik var, skulde tage mad eller drikke med sig til festen. Vi kan tænke os til resten: de høitidelige ofringer er tilende, mændene sidder tæt bænket-rundt bordene med jarlen i høisædet med de udskaarne stolper; det oser af blod og bagt kjød; tyrifaklerne“flammer; suppen og hestekjødet bliver sat frem paa bordene; øllet bæres rundt; jarlen har viet blot- maden og træder frem med et drikkehorn i haanden; gudernes „minder“ bliver drukket. Det første bæger skulde, fortæller Snorre, vies til Odin med bøn om seier i kamp; de to næste skulde vies til Njord og Frøy med bøn om et godt aar og fred. Tors bæger nævnes ikke; men det er muligt, at 0dins „minde“ er kommet istedenfor Tors. Til slut blev bragebægeret drukket til minde om høvdingens afdøde forfædre. Ved det var det skik, at høvdingen og hans mænd aflagde løfter om daad, som de vilde ’ At „blote“ og at ofre betyder omtrent det samme “ l4 - Norges Historie l, l.
