GUDETRO, GUDSDYRKELSE, OVER’I’RO, TROLDOM 205 vilje. Derfor pleiede folk ofte, samtidig med at de blotede, at „gaa til frett (d. e. udspørgen)“ og „at fælde blotspaan (eller offerspaan)“, som det kaldtes. Dette bestod i at kaste indviede spaaner eller træstykker. Tacitus fortæller om germanerne, „at de flittig lægger merke til varsler og lodkastning. . Den sedvanlige fremgangsmaade ved lodkastningen er enkel. En gren, som er hugget af et frugttræ, bliver skaaret i smaa stykker; disse merkes med nogle tegn og kastes paa lykke og fromme ud over et hvidt klæde; derpaa retter presten, hvis raadspørgningen angaar staten, eller husfaderen selv, hvis den angaar det private, en bøn til guderne. Han tager, med øinene løftet mod himmelen, hver kvist tre gange op og tyder dem elter det merke, som i forveien er sat paa dem“. Af nordgerma- nerne lærte lapperne at tage varsler, og helt ned i den nyere tid foregik dette omtrent paa samme vis, som Tacitus skildrer det, og under afsyngelsen af religiøse sange. Folk gik til frett under aaben himmel, og ofte sendte guderne foruden det svar, som lodkastningen gav, et endda tydeligere varsel. Da Haakon jarl efter kampen ved Danevirke drog tilbage gjennem Gautland, gik han, fortæller skalden,
- ,til frett paa volden; krigeren opnaadde en gunstig dag til at kjæmpe,
og han saa to varselssterke ravner“. Disse havde Odin sendt. Thi „den mørke ravns følge er godt for sverdets træ (ɔ: krigeren)“, for- talte Odin selv til Sigurd Fafnesbane. Endnu minder gaardnavne som Fretteim i Flaamsdalen i Sogn om den ældgamle skik at gaa til frett. Foruden at ofre til guderne hændte det ogsaa ofte, at folk gav disse del i sin eiendom for derved at vinde magt eller rigdom. Om den islandske høvding Ravnkel fortælles det, at han elskede Frøy mere end nogen anden gud og gav ham halvdelen af sit gods, ja endog sin kjære hingst Frøyfakse. Derfor blev Ravnkels navn for- længet, og han blev kaldt Frøysgode. Om andre høvdinger for- tælles det, at de gav eller viede sine sønner til guderne. Den is- landske landnaamsmand Torolv Mosterskjeg havde en søn, som hed Stein. „Denne gav Torolv til Tor, sin ven, og kaldte ham Torstein og sagde, at han Snart vilde blive en dugelig kar.“ Om denne Torstein fortælles det saa, at hans hustru lik en søn, som blev overøst med vand og kaldt Grim; „denne gut gav Torstein til Tor og sagde, at han skulde være hovgode, og kaldte ham Torgrim“. Folk kunde ogsaa give sig selv til guderne. Det fortælles, at mænd paa sotteseng merkede sig med spydsod og viede sig til Odin. - Paa den vis var de sikre paa at komme til Valhal. -
