Side:Norges historie fremstillet for det norske folk I-1.djvu/219

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

204 GUDETRO, GUDSDYRKEI.SE, OVERTRO, TROLDOM kommet mange mænd til Tveraa for at træffe Frøy, og han syntes, han saa mange mænd paa øren ved elven; men Frøy sad paa en stol. Han syntes, at han spurgte, hvem som var kommet dér. De sagde: „Vi er dine fremfarne frænder, og vi heder nu Frøy om, at du ikke skal blive drevet bort fra ’l’veraa-land; men det nytter ikke; Frøy svarer stutt og vredt, han mindes nu oksegaven til Torkel Høie.“ Efter denne tid hædrede ikke Glum Frøy saa meget som før. Folk ofrede ogsaa til guderne for at takke dem og gjøre dem venligsindede. Denne hedenske tankegang ved ofringen kommer frem i hele sin barnlige oprindelighed i en skildring hos den ara- biske reisende lBN FAm-tt.AN, som i begyndelsen af det l0. aarhun- drede mødte nordiske kjøbmænd, som kom roende ned over Volga: „Saa snart deres skibe er kommet til ankerpladsen, gaar hver og en af dem i land. De tar med sig, brød, kjød, melk og rusende drik og begiver sig til en opreist høi træstolpe, som har ligesom et menneskeansigt og er omgivet af andre mindre billedstøtter, bag hvilke der igjen er opreist andre træstolper. Han gaar derpaa frem til det store træbillede (som synes at have været et Torsbillede), kaster sig ned paa jorden fremfor det og siger: „Til dig har jeg bragt denne gave med“; derpaa lægger han gaven foran træbilledet og siger: „Jeg ønsker, at du vil unde mig en kjøber, som har fuldt op af guld- og sølvmynt og kjøber alt efter mit ønske og gaar ind paa mine krav.“ Om nu hans handel gaar ilde og tiden bliver ham for lang, kommer han tilbage med en anden og tredje gave. Faar han alligevel ikke sine ønsker opfyldt, bringer han en af de smaa billed- støtter en gave og beder om dennes forbøn og siger: „Dette er jo vor herres hustruer, døtre og sønner.“ Paa denne vis vender han sig fra den ene til den anden, anraaber dem om deres forbøn og kaster sig ned for dem. Om nu hans handel gaar godt, og han faar alle sine varer solgt, siger han: „Min herre har opfyldt mit ønske; nu er det min pligt at lønne ham derfor.“ Derpaa tager han nogle okser og sauer, slagter dem, giver endel af kjødet til de fattige og bærer det øvrige bort og lægger det foran den store billedstøtte og foran de omkringstaaende smaa støtter og hænger hovederne af okserne og Sauerne paa de opreiste træstolper .... “ Om Torsbilledet i hovet ved Hundorp i Gudbrandsdalen fortælles det, at det hver dag lik mad, og at bønderne trodde, at guden for- tærede denne mad. Saa primitiv var nordboernes gudsdyrkelse endnu i vikingetiden. En af hensigterne ved ofringerne var ogsaa at faa vide gudernes