GUDE“l’RO, GUDSDYRKEl‘SE, 0VERTRO. TROl.DOM 203 Ofringen var altid ledsaget af en bøn til guderne. l disse bønner laa der lidet af hvad vi kalder religiøs følelse. Digterisk udformet har vi bevaret en hedensk bøn i et af Eddadigtene. Da Sigurd Fafnesbane havde vækket den sovende valkyrje til nyt Iiv, tog hun et bæger med mjød og sagde: „l-lil dag, hil dags sønnerl Hil nat og hendes æt! Se med milde øine hid til os og giv os, som sidder her, seier! Hil æser, hil aasynjer, hil den nærende jord! Mæle og mandevid giv til os navngjetne to og lægedomshænder, medens vi levet-!“ 0fringen og bønnen havde altid sit erende. Folk bad ikke om forladelse for sine synder, men om gudernes hjælp til at gjøre en god handel, til at faa godt aar eller bør, til at faa hevn over sine uvenner eller hvad det ellers kunde være. Den bedende vendte sig mod nord. l sene sagaer fortælles det, at folk kastede sig paa knæ eller i støvet foran gudebillederne. Det synes dog, som om det tid- ligere var skik at bede med oprakte hænder. Flere fortællinger i sagaerne giver os et tydelig indblik i, hvor- dan forholdet var mellem mennesker og guder. Den vise kong Heidrek (en sagnkonge hos goterne) sendte bud til bonden Gestumblinde, om at han skulde komme og svare paa kongens gaader - det gjaldt livet, om han ikke kunde. Gestum- blinde vidste ingen anden raad, end at han ofrede til Odin og lovede ham store gaver, om han vilde hjælpe Odin kom og paatog sig Gestumblindes skikkelse og gik istedenfor ham til kongen. Endda mere karakteristisk er en fortælling fra en af de islandske ættesagaer. l nærheden af gaarden Tveraa i Eyjafjord var der et Frøyshov. Gaarden var paa grund deraf blevet saa hellig, at ingen sagfældet turde opholde sig dér: „Frøy tillod det ikke!“ Høvdingen, Torkel den høie, blev fortrængt fra Tveraa af Glum Eyolfsson, almindelig kaldt Vigaglum. Før Torkel fór bort, ledede han en gammel okse til Frøys hov og sagde: „Frøy, du, som længe har været min fuld- tro ven, du har faat mange gaver af mig og lønnet dem vel; nu giver jeg dig denne okse, forat Glum skal fare ikke mindre nød- tvungen bort fra Tveraa-land, end jeg nu drager. Lad mig nu faa se et tegn paa, om du tager imod gaven eller ikke!“ l det samme brølte oksen og faldt død ned. Torkel blev nu lettere i hugen; for han trodde, at Frøy havde taget imod hans offer. Mange aar efter blev Glum indviklet i en farlig drabssag, som endte med, at han maatte afstaa Tveraa til en søn af den dræbte. Natten før han red til tinget, hvor denne sag skulde afgjøres, drømte han, at det var
