Side:Norges historie fremstillet for det norske folk I-1.djvu/212

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

GUDETRO, GUDSDYRKEI.SE, OVERTRO, TROLDOM 19V Straf saa stor faar fra usande ord, ’menneskenes sønner, som en paa en anden lyver, de, som Vadgelme vader: alt for længe grene der leder. I ,Voluspaa“ siger vølven: ’Sal ser hun stande tunge strømme fjernt fra solen mensvorne mænd paa Naast1-anden (ɔ: l.ikstranden); og mordvarger, mod nord vender døren. og dem som en andens Eiterdraaber falder egteviv daarer. ind gjennem ljoren; Der suged Nidhogg salen er flettet af døde lig, ormerygger. vargen sled mænd. Der saa hun vade Vil l vide mer eller hvad? „Voluspaas“ digter kjender ikke bare et helvede, men ogsaa et hjem for de salige: Sal ser hun stande Der skal retskafne fagrere end solen skarer bygge tækket med guld og efter døden paa Gimle. salighed nyde. Slige forestillinger er dog, som vi alle kan se, præget af de kristnes tro paa et helvede, og et Paradis og hører ikke oprindelig hjemme i vore forfædres tanker om et liv efter døden. De hedenske nordmænds religion var en skjæbnetro, mørk og tungsindig, men stolt og mandig. Germanerne havde længe ligesom grækerne og romerne trodd paa overnaturlige kvinder, som styrede sl(jæbnen, som raadede over liv og død, som kom ved barnets fødsel, og som hentede mennesket ved dets død. Baade i England og i Tyskland kommer de i følge, som tre søstre. Men bare i Norge, paa Færøerne og paa Island kjendes de under navn af norner, og hos den norrøne folkestamme fik skjæbnetroen sin dybeste udformning. Over baade guder og mennesker raader skjæb- nens ubønhørlige magter. Odin kjender fremtiden, men han magter ikke at ændre den. Selv en gud som Skirne maa sige: „Paa dagen mig livets længde blev tilmaalt og alt liv af skjæbnen til rette- lagt.“ De tre vigtigste norner var Urd, Verdande og Skuld. Af disse er Urd den ældste. Hun var ogsaa kjendt af andre germanske folk. Hendes navn betyder maaske „undergang, fordærvelse“. l denne betydning bruges ordet ogsaa i Eddadigtene. Urd var den onde, uafvendelige skjæbne, som germanerne tidlig har tænkt sig som et hemmelighedsfuldt væsen. Navnene Verdande og Skuld er