GUDETRO. GUDSDYRKELSE, 0VERTRO, TROLDOM 195 naturen. Yggdrasils ask er vokset op af-de gamle gudestolper og af det hellige træ i tempellunden. Adam af Bremen skildrer det store træ ved gudehovet i Upsala med ord, som sterkt minder om Snorres skildring af Yggdrasils ask. „Nær templet Staar der,“ siger han, „et meget stort træ, som breder sine grene vidt ud og stadig er grønt, vinter og sommer. Ingen ved af hvad slags det er. Der er ogsaa en kilde, hvor ofringer pleier at foregaa.“ Det er sandsynligt, at der virkelig har staat et sligt stort træ ved gudehoveti Upsala. Nogle har gjettet paa, at det har været en ældgammel barlind. Men verdens- asken har ogsaa i norrøne mænds sind suget kraft fra Kristi kors og fra livsens træ. l(ristne digtere skildrer korset som et ædelt træ, som rækker over jorden og havet, og hvis top naar op til himmelen. Korsets lire ender blev alt tidlig af kirkefædrene for- tolket med hensyn til de lire rumdimensioner; nedentil, oventil, øst og vest. Allerede fra kirkens ældste tider blev livsens træ i Para- diset opfattet som forbillede for korset; det blev skildret som et løvrigt træ, hvis top rager op i himmelen, og hvis grene naar ud over hele jorden. Yggdrasils ask staar over kilden Hvergelme, og fra denne rinder alle elve paa jorden ud; saa fortæller Odin selv i „Grimnesmaal“ og nævner navnene paa disse elve. l første Mose- bog fortælles det, at Gud satte livsens træ midt i Edens have, „og der gik en flod ud af liden til at vande haven, og derfra delte den sig og blev til lire grene“, den første flod hed Pison, den anden Gihon, den tredje Hiddekel og den fjerde Frat. Disse l-ire elve fylder hele jorden med vand, hed det i middelalderen. „Yggdrasils ask lider mere ondt, end folk ved om; hjorten bider i toppen; men paa siden raadner den, og Nidhogg gnaver paa roden“; saa fortæller Odin selv om det hellige træ. Det er den samme strid mellem de livsopholdende magter, som ogsaa jettekampen mere og mere kom til at blive et sindbillede paa. Vi linder denne strid mellem lysets og mørkets, mellem onde og gode magter i mange af de ariske folks tro. Men hos vore forfædre var tanken endda ikke blevet etisk udformet. Kampen ender først i ragnarok, da solens lys er slukket. Fra ældgammel tid havde vore for- fædre trodd, at den dag engang vilde komme, da den lysende sol ikke vilde vende tilbage, da himmelen vilde falde ned, og jorden vilde synke i havet, eller da limbulvinteren („den store, frygtelige vinter-“) vilde ødelægge alt. I vikingetiden blev tanken paa verdens undergang aandelig uddybet, og fortællingerne om den laante træk baade fra gamle irske forestillinger og fra Johannes’ aabenbaring.
