194 GUDETRO, GUDSDYRKEI.‘SE, OVERTRO, TROLDOM gud og at hæve denne høit over de andre; den magtede ikke at føre menneskene fra flerguderi til troen paa én gud. Odin holdt i enkelte mænds sind paa at blive denne ene gud. Men han var for de fleste bare én af de mange guder. Almindelig var det derimod, at folk valgte en enkelt gud eller gudinde til sin tillidsmand og fuldtro ven U’alltrtii), at de satte al sin lid til ham og at han hjalp dem mod rigelige ofre. Dog skulde menneskene heller ikke ofre for meget. „Bedre er ikke at bede end at blote for meget; gave ser altid til gjengave,“ heder det betegnende i „Haavamaal“ („den Høies, d. e. Odins, tale“). Guderne greb ind i menneskenes og i naturens liv, de skjænkede seier og nederlag, gav godt aar og velstand. I myterne kjæmper de først og fremst mod de ødelæggende magter, mod jøtner, tusser og trold. Kampen med jøtnerne er, som en dansk forsker har sagt, blevet det altbeherskende motiv for vikingetidens mytedigtere. Tor slynger sin hammer mod jøtnernes flok og Odin seirer ved kløgt og list. Kampen ender først i ragnarok, „gudernes opløsning“ eller „gudernes undergang“, som dette ord er tydet. Guderne er bare et led i det store verdensbillede; de er for- krænkelighed undergivet som alt andet i naturen; de er ikke evige magter. Guder, jøtner og mennesker bor hver i sin verden. Men- neskene bor i Midgard, som er skabt af jetten Ymes krop. Vore forfædre tænkte sig jorden som en skive, som var omgivet af havet, hvor Midgardsormen bugtede sig. Ytterst ude var Ginnungagap, som de senere trodde var langt i nord, mellem Vinland og Grøn- land. Ovenover var himmelen med dens fire hjørner. Under hvert af disse havde guderne sat en dverg. Ældre var dog en forestilling, som vi endnu møder hos lapperne, om at nagler eller støtter holdt himmelen oppe. Lapperne kalder polarstjernen med et nordisk laanord for bohe-rtavlle, „nordnaglen“, og fortæller, at naar paa den yderste dag „Vognen“ (Arcturus) med sin bue skyder polarstjernen, da falder himmelen ned og knuser jorden, og da kommer hele verden i brand, og alting faar sin ende. En slig stor 8tøtte, som holdt alting oppe, trodde ogsaa de hedenske saksere paa (Irminsul), og irerne fortalte, at verden var baaret oppe af fire stenpiller. n Over alle verdener skygger Yggdrasils ask, det hellige verdenstræ, i hvis grene Odin hang. Dens krone vokser op over himmelen, og under dets tre rødder bor Hel, rimtusser og mennesker. Ingen ved, af hvilke rødder det skyder op, heder det andetsteds. Asken staar altid grøn over Urdebrønden, hvor skjæbnemøerne bor, og hvor guderne holder ting. Fra dets blade falder dug, som kvæger hele
