GUDETRO, GUDSDYRI(ELSE. 0VERTRO, TROLDOM 191 blød som et silkebaand. Ulven var ræd for, at der skulde være svig i dette baand, og vilde ikke lade guderne lægge det om den, før en af guderne lagde sin haand i munden paa den, til pant paa at den var gjort uden svig. Ingen vilde række frem sin haand, før Ty gik bort til ulven og lagde -sin høire haand i gabet paa den. Ulven spændte i og søgte at løse baandet. Men det blev bare haardere og haardere, og jo mere den sled i det, des strammere sad det. Da lo alle æserne uden Ty; han lod sin høire arm. Da æserne saa, at ulven var for- svarlig bundet, drog de enden af baandet gjennem en svær helle og fæstede den langt ned i jorden. Derefter tog de en svær sten og skjød endda længer ned i jorden og brugte den til at binde enderne af baandet rundt. Ulven spilte gabet op og glefsede og vilde bide. Men æserne skjød et sverd ind i munden paa den, saa haandtaget stod fast ved underkjæven og sverdspidsen ved overkjæven. Dette sverdet spiler op ulvens gab. Den brøler stygt, og det render sikkel af munden paa den. Det bliver til en elv, som heder Vaan.. Slig skal den ligge til verdens ende. Da kommer den løs. Den farer med gabende mund; underkjæven er nede ved jorden og overkjæven oppe ved himmelen; den vilde gabe mere, om der var rum til det. Det brænder ild i næse og mund paa den. Ved siden af den farer Midgardsormen og blæser edder, saa den fylder luft og hav dermed. Odin kjæmper med Fenresulven og Tor med Midgardsormen. Tor dræber Midgardsormen, men falder kort efter død om paa grund af det edder, som Ormen spyr ud. Ulven sluger Odin, og det bliver hans bane. Men straks træder Vidar frem og sætter sin ene fod i underkjæven paa ulven. Paa denne fod bar han sko, som er gjort af alle de skindstykker, som folk skjærer af sine sko for taaen og hælen, og derfor skal en aldrig kaste slige stykker bort, om en vil tænke paa, at de kan komme æserne til gode. Vidar tager med den ene haand overkjæven paa ulven og river den sønder, og det bliver ulvens bane. l „Voluspaa“ fortælles det, at han stikker sit sverd i hjertet paa ulven. - Som Fenresulven ligger Behemot, „den ypperste af Guds gjer- ninger. Dens ben er kobberrør, dens knokler som jernstænger. Om strømmen bliver voldsom, bliver den dog ikke ræd. Den er tryg. om end Jordan selv bryder frem mod dens gab. Kan man fange den, saa den ser paa det? Kan man drage en snor gjennem dens næse?“ Saa heder det i Jobs bog, hvor Jehova derefter siger om Leviatan, som ligger ude i havet: „Kan du drage Leviatan op med en krok og trykke dens tunge med en snor?“ Vi maa
