186 GUDETRO, GUDSDYRKEl.SE, OVERTRO, TROLDOM i I-llidskjalf og skuer ned paa guders og menneskers færden, selv hævet over godt og ondt. Det er intet lyst og straalende ved ham som ved Frøy eller Balder. Over Odins sind hviler der skygger fra dødsriget, hvor han oprindelig hørte hjemme. Odin er sjelden glad; thi han ved for meget og kjender dagenes ende, heder det. Gammel og enøiet vandrer han om mellem menneskene, fuld af Svig og list som en gammel vikingehøvding, og volder død og fordærvelse selv blandt sine bedste venner; han vil samle kjæmper i Valhal til den sidste kamp i ragnarok. Mod jøtnerne kjæmper han ikke som Tor i aaben kamp, men med kløgt og list. Slig seirer han f. eks. over jetten Vaftrudne. Men menneskene skjønner ikke altid hans veie, og stundom synes han dem ond, grusom og ulykkebringende. Som Dag i det andet kvæde om l-lelge Hundingsbane siger til sin søster Sigrun, da han har dræbt hendes elskede, Helge: „Ene Odin al thi mellem frænder han ulykken volder; feideruner bar-“ Ligesom den græske himmelkonge Zeus har Odin utallige elskovs- eventyr. Men Odin vokser i vikingetiden ogsaa i aandelig henseende. Han bliver ikke bare klogere, men ogsaa visere, dybsindigere. Den gamle myte, om at Odin blev hængtI, lik under indflydelse af l(risti kors ny og dybere mening. Ligesom Kristus ofrer Odin sig, dog ikke for menneskenes synders skyld, men for at vinde kundskab og visdom. Som han selv siger i „l-laavamaal“: „Jeg ved, at jeg hang selv til mig selv, paa det vindkolde træ paa det træ, i nætter fulde ni, hvorom ingen ved, saaret med spyd af hvis reder det spirer.“ og skjænket til Odin, Efter dette blev han vis og tryllekyndig, lærte ramme runer og mægtig virkende tryllesange. Han blev den store þulr („forkynder af religiøse lærdomme“), Som i „l-laavamaal“ meddeler menneskene sin livsvisdom. Men som sin herligste gave til menneskene har Odin fra underverdenen - skjønt ved Svig og list - bragt Suttungs mjød, skaldedrikken (Oðrerir). Som han selv siger: „Vel kjøbt drik thi nu er Odrere vel har jeg nydt; op kommet - faa ting den kloge fattes -; til slegternes verners hjem.“ X Prokop fortæller, mindes vi. at folk i Thule ofrede fanger til krigsguden ved at hænge dem.
