GUDETRO, GUDSDYRI(El.SE, 0VER’l“RO, TROI‘DOM 175 var tidligere en anden. Ældgammel var dog sikkerlig troen paa, at i ætten var levende og døde knyttet uløselig sammen. Ætten var ogsaa en religiøs enhed. Derfor vernede de levende om sine for- fædres graver og reiste bautastene efter dem. Summen af hele denne tankegang giver „l-laavamaals“ digter i følgende linjer :“ „Bedre er søn, om end sent født efter hen-faren far: sjelden bautastene staar nær ved veien, uten dem reiser ætling efter far.“ Ogsaa andre religiøse forestillinger holdt sig lige fra de ældste tider, fremforalt det man har kaldt „den lavere mytologi“, og som delvis lever endnu; saa kaldes troen paa alle de overnaturlige væsener, som befolker“ hele naturen. Prokop fortæller, husker vi, at folk i Thule dyrker høiere væsener, i luften, jorden, havet og i elvenes og kildernes vande. Mellem landnaamsmændene paa Island fandtes der ogsaa dem, som ofrede til hellige stene. I de gamle norske love heder det, at det er forbudt at tro paa landvetter, at de er i lunde, hauger eller fosser. - Paa „fossegrimen“ har folk længe trodd. - Om denne den ældste og tillige den mest seiglivede af alle hedenske religiøse forestillinger eier vi minder i navne som Hjælpe- Sten (ɔ: den hjælpende sten) paa Toten, l-lelgaaen (den hellige elv), som er navn paa den nordre arm af Værdalselven og paa en liden elv, som falder ud i Norangslîorden i Romsdals amt, og l-lelga- laug (det hellige vand), et gammelt navn paa en gaard i I-3tne i I-lardanger. Disse overnaturlige væsener blev i tidens løb ligesom hele gudeverdenen til menneskelignende skikkelser; de blev til alver og dVerger, eller lysalver og svartalver som de ogsaa kaldtes. Eddakvadene taler ofte om alver, men tænker derved mest paa lysalverne. De optræder sammen med æserne og er lyse og fagre. l folketroen spiller alverne eller elvefolket især en rolle i Danmark og Sverige. De bor mest i hauger, men ogsaa paa enge, i skoge og i vand og elve. Deres kvinder er fagre, og naar de danser i maaneskin paa engen, lokker de ofte menneskene. I Norge har vi et minde om alvetroen i ord som „alvgust“ (dansk „elveblæst“) og „alvskot“; alvgust er et udslæt, som folk trodde skyldtes alvernes aandepust, medens alvskot er en sygdom, som de paaførte kvæget. 1 hedensk tid ofrede folk til alverne. Sigvat skald kom paa sin færd til Gøtaland til en gaard, hvor der blev holdt alveblot. I l-ledrum i Jarlsberg og Larvik amt var der en gaard, som nu ikke findes længer, som hed Alfaberg (d. v. s. berget, hvor alverne bor). Med alverne er huldrefolket („de indhyllede, formummede“) i slegt. Troen paa dem gaar ogsaa tilbage til vikingetiden og er rimeligvis endda ældre.
