I’]4 GUDETRO, GUDSDYRKEI‘SE, OVERTRO, TR0l.DOM æts diser. Hans far holdt Vinternat et stort gjestebud (ved et dise- blot) paa sin gaard Hof ved Alptaljorden. Mellem gjesterne var der en fremsynt mand ved navn Torhall; han sagde, at ingen maatte gaa ud om natten; thi det vilde drage ulykke efter sig. Da alle var gaat tilsengs, blev det banket tre gange paa døren; men ingen ænsede det uden Tidrande, som laa nærmest ved døren. Han trodde det var gjester, og da det bankede tredje gang, tog han sit sverd og gik ud. Da han havde gaat et stykke, hørte han, at det kom folk ridende til gaarden fra nord, og han saa ni kvinder i sorte klæder med dragne sverd i sine hænder. Han hørte ogsaa folk komme ridende sydfra; det var ni kvinder i straalende klæder paa hvide hester. Han vilde gaa tilbage til gaarden og fortælle Synet til mændene. Men de sortklædte kvinder angreb ham, og han for- svarede sig mandig. Siden fandt folkene paa gaarden Tidrande liggende saaret og bragte ham ind. Han fortalte sit syn, og om morgenen døde han. Den vise Torhall sagde, at dette varSlede et trosskifte. l(vinderne var hans æts diser. De sortklædte diser vidste forud, at Hall1og hans æt vilde forkaste dem; men de kunde ikke finde sig i ikke mere at faa noget offer; derfor havde de taget Tidrande som sin del. De straalende diser havde derimod ønsket at hjælpe ham; men de var ikke kommet i rette tid. - Denne halvt legende- agtige fortælling viser tydelig, at diserne tænktes knyttet til ætten. Disse diser, som kommer ridende for at hente Tidrande og som byder Gunnar til sine bænker, minder ogsaa om valkyrjerne, som vi siden skal tale om. Vi tør tro, at valkyrjerne- fra først af har været døde kvindesjæle. I 0ldenburg og Friesland kaldes maren den dag idag for „walriderske“ (ɔ: hun som rider tildøde eller som rider paa den som død udstrakte sovende). Sjælen levede ikke bare efter døden sit eget liv; den kunde ogsaa leve videre i menneSkene. Mod slutningen af Vikingetiden ser det ud, som om vore forfædre har trodd, at enkelte ypperlige helte kunde fødes paany. Dette fortaltes bl. a. om Helge HjorvardSSon og hans elskede Svaava og om Helge Hundingsbane og Sigrun. Men først og sidst levede den døde videre i ætten. Da Haakon Adalsteinsfostre første gang stod frem paa tinget i Trøndelagen, talte bønderne mellem sig om, at han var den gjenfødte Harald Haarfagre. 1 Vikingetiden var det skik, at det nyfødte barn lik navn efter en afdød slegtning, oftest sin farfar. Folk trodde, at den afdødes egen- skaber gik over paa barnet, altsaa en slags sjælevandringstro. Om denne tro er ældre end vikingetiden, ved vi ikke; thi navneskikken
