166 GUDETROɔ GUDSDYRKEl‘SE, ovBRTRo, monnom “ En del af dem maa dog være ældgamle, navne som Disen og Ulleren i Aker. Sidste led i disse navne er -vin, „græsgang“, som danner det ældste sammensætningsled i norske gaardnavne. Æld- gammelt er ligeledes et grændenavn som Ulleraal (d. e. Ulls hellig- dom) paa Ringerike. Sidste led i dette navn er et ord (-áll), som betyder „helligdom, tempel“. Det var alt gaat af brug i gammel- norsk, men findes igjen i gotisk og oldhøitysk. Ældre end vikinge- tiden er ogsaa navne som Ballesh“eim og Nereim i Søndre Bergenhus amt. Sidste led er nemlig -heimr („opholdssted, bosted“). Dette ord holdt nemlig paa at gaa af brug i gaardnavne, da Island blev bebygget. Det samme“er tilfældet med tveit (þveit), som nu bruges om en slaatteng, en græsplet i skogen. Med tveit er f. eks. Torstvet og Frostvet i Hedrum i Jarlsberg sammensat. Et gudenavn indgaar ogsaa i mange andre norske gaardnavne. Naar disse er sammensat med „hov“ eller „sal“, viser det, at der paa gaarden engang har staat et gudehov, som var viet til vedkom- mende gud, f. eks. Frøshov i Trøgstad i Smaalenene og 0dinssal, et gammelt bygdenavn i Melhus og i Onsø i Smaalenene Z. Naar gudenavnet er sammensat med -land, viser det, at gaardens jord har tilhørt et gudehov; saaledes forekommer Ulland („Ulls tempelland“) paa l3 steder i Norge foruden i Bohuslen. “ Saa langt vi kan naa tilbage i tiden, har der baade søndenf]elds og nordenfjelds været helligdomme, som var viet til guderne. Derom vidner gaardnavne som Gudim og Gudding. Rundt helligdommen laa der ofte en hellig-lund. I Smaalenene minder gaarde som Guslund og Gusland endnu om den hellige tempellund9. Tacitus fortæller, at paa hans tid fandtes der ingen templer hos germanerne, men bare lunde og skoge, som var helliget til guderne. “ Almindelig var det ogsaa at vie øer til guderne. Vi har G“odøen udenfor TysneSøen, i Borgund og i Bodin i“Nordlands amt. Helt til Suderøerne tog nordmændene denne skik med sig. Mellem de sydlige Hebrider er øen Gigha, som i sagaerne kaldes Guðey. Adskillig dyrket blev ogsaa fra ældgammel tid de kvindelige gud- domme som kaldtes disen Hvordan vore forfædre oprindelig har tænkt sig diserne, ved vi ikke sikkert. I senere tid kaldtes baade valkyrjer, norner og alvekvinder for diser. Om disernes dyrkelse minder gaardnavnet Disen “, som forekommer flere I De faa gaardnavne, som er sammensat med et gudenavn og salr, synes at være minder om større og mere navngjetne gudehov. ’ I oldtiden har de hedt ’Gað-Vés-landr. ’ Disen er sammensat af dis og vin.
