’ C-u1)ETRo, GUDSDYRI(ELSE, ovERTRo, TRo1„1)oM I65 Slige gudestøtter brugtes langt ned i tiden baade i Norge og hos andre germanske folk. Mest navnkundig er saksernes Irminsul („storstøtten“), som Karl den store lod ødelægge i 772. Det var en stor træstamme, som var opreist under aaben himmel. Vi tør vel“tro, at finnernes og især lappernes gudetro og guds. dyrkelse var mere primitiv og naturbundet end nordmændenes var det i de første aarhundreder af vor tidsregning. De folk, som op- tog vore forfædres religion, har sikkerlig tilegnet sig mere af guds- dyrkelsens ydre former end af symbolernes og myternes dybere mening. Alligevel“ maa forskjellen mellem denne tids og vikinge- tidens filosofiske gudetro have været stor. Guderne synes, skjønt de tænkes i menneskeskikkelse, endnu at have været halvt formløse naturmagter.; hver af dem havde ikke den skarpt udprægede per- sonlighed, som vi kjender fra Eddakvadene og Snorre. Guderne levede ikke bare i sin fjerne himmeI, hvorfra de styrede verden, eller vandrede kloge og hjælpende rundt blandt menneskene. De var nøie knyttet til gudebilledet; ja guddommen kunde endog tage bolig i dette. Der maa have raadet forestillinger, som minder om negrenes fetisjdyrkelse. - t I det foregaaende har vi bare hørt om nordboernes gudetro og gudsdyrkeIse før vikingetiden, men ikke særlig om nordmændenes. Men vi vilde gjerne- vide, om vore forfædre i den ældre jernalder dyrkede de samme guder som dansker, svensker og andre germanske folk. Vil vi have svar paa dette spørsmaal, maa vi gaa til stedsnavnene. Rundt om i Norge findes der en mængde gaarde, grænder, elve, sjøer og øer, som ved sit navn minder om hedensk guds- dyrkelse, og som er sammensat med et gudenavn. Det billede, som disse stedsnavne giver os, er dog ikke fuldstændigt. Thi flere af de steder, hvor de største og navngjetneste gudehov har ligget, fortæller ved sit navn intet om hedendommen, f. eks. l.ade og Mære iTrønde- lagen og Gaular i Fjordene. Og der har vel været mange flere slige ældgamle kultussteder, som der nu ikke findes noget minde om. I en gammel bygd som Voss er der ingen gaardnavne, som vidner om hedensk gudsdyrkelse. Mange guder kan vel ogsaa have været dyrket, uden at de har havt særskilte helligdomme. Naar stedsnavnforsk- ningen er naadd længere, end den nu er, tør vi vist ogsaa gjøre os haab om at finde minder om flere guddomme end dem vi nu kjender. Ofte er det vanskelig at afgjøre om disse gaardnavne og “grænde- navne, som er sammensat med et gudenavn, er ældre end vikinge- tiden, eller om de er yngre.
