GUDETRO, GUDSDYRKELSE, OVERTRO, TROLDOM 153 til Nordens folk. Arkæologiske fund, især i Danmark, vidner ogsaa om gallisk indflydelse paa nordisk gudsdyrkelse i den sidste tid før l(ristus. l(elternes gamle gudetro er endda mindre kjendt og under- søgt end germanernes. Vi kjender den mest fra indskrifter og fra irske fortællingen som i sin nuværende form er blevet til i kristen tid, og hvor de gamle gudemyter ofte er ganske forvansket og om- digtet. Forholdet mellem germansk og keltisk gudetro er ogsaa et lidet undersøgt emne. Vi kan derfor endda bare i taagede omrids skimte, hvad det er vore fædres gudetro skylder kelterne. Et par lighedspunkter kan jeg dog nævne. Kelterne dyrkede ligesom ger- manerne himmelguden. lrerne kaldte ham NuadaI og fortalte, at han havde været gudernes konge. Men saa blev han afsat; thi i en kamp med jetterne havde han mistet sin ene arm. Siden gjorde en kunstfærdig smed en arm af sølv til ham. Han lik da tronen tilbage og blev efter den tid kaldt Nuada med sølvhaanden. Snorre Sturlasøn fortæller ogsaa om en gud, som mistede sin ene arm. Guden Ty kaldtes den „enarmede blandt æserne“, fordi Fenres- ulven, jetternes værste yngel, havde bidt armen af paa ham. Ty var ogsaa fra først af himmelgud; men siden havde han overladt kongedømmet over guderne til Odin. Som nedenfor skal nævnes, var Odin fra først af de dødes gud og blev senere krigens gud. Odin kaldtes ogsaa ravneguden. Han havde nemlig to ravner, som sad paa hans skuldre og hver dag fløi ud i verden. I et gammelt vers heder det: „Ravner to fløi fra Hnikars (ɔ: Odins) aksler, Hugin til de hængte, men Munin til lig.“ - De skulde bringe de døde til Valhal. - Ravnen var hos vore forfædre kampens fugl. I skaldekvadene kredser den omkring valen. Høvdingerne havde i vikingetiden sit ravnemerke, ligesom de romer- ske legioner havde Jupiters ørn, og vel efter forbillede af denne. Ogsaa hos irerne var ravnen “kampens gud. Disse tænkte sig krigs- gudinden i skikkelse af en svart ravn, som fløi over hovederne paa de kjæmpende og hakkede sit blodige neb i de faldnes bryst. Men denne ravn tilhørte ikke som ørnen hos grækerne og romerne him- melguden, Zeus eller Jupiter; irernes krigsgudinde, den svarte ravn, var gift med dødsguden Tethra. Først i vikingetiden, da billedet af Odin blev uddybet, lik dog rimeligvis hans to ravner sine navne, Hugin („forstand“) og Munin („erindring“). Den hellige Adamnan hed en navngjeten irsk helgen, som døde i 703. Han havde et syn, hvori han saa Guds himmel; dette blev nedskrevet hundrede aar efter hans Z Nuada var ogsaa dyrket udenfor lrland.
